Angst

Jeg har en angst – en angst for det stormfulde hav og dets skibskatastrofer.

Havets bølger med dets styrke og voldsomme brusen mod kysten.

Mørket der falder i skumringstiden over havets vande – jo, jeg har en angst.

Dog drages jeg mod min indre angst, hvilket min sjæl næppe kan fatte.

Jeg har en angst – for de ustyrlige vejrforhold med hærgen af storm og regn dag og nat.

Lyden af vindene fra de knejsende træers kronede toppe, det er indre uro i mit sind.

Kun stilhedens hvile er et tiltrængt ophold i det traume, der fylder mit liv.


Jeg har en angst – en angst for livets uvished, det uprøvede forstøder mit indre.

Dødens skygge hviler over mennesket, men er døden det inderste ønske som endemål?

Evigheden har Skaberen nedlagt i menneskets hjerte – hvilken fryd for sjælen.

Forgæves kæmper mennesket mod alderdom, sygdom og død og betaler med syndens pris.

Hvor er menneskelivet dog håbløst tomt, det iler af sted og pludselig er det uden eksistens.

Ingen større glæde gives med evighed og ungdom for øje – ingen sygdom og dødsangst

– vogt mit hjerte til at se afslutningen på min fortvivlede situation.


Jeg har en angst – en angst for mishag mod min retfærdige dommer iført barmhjertighed.

Jeg elendige menneske, som ikke kan øve retfærd i alle livets gøremål – kun en stakkel.

Bundet til mit ufuldkomne kød i alle dets mislykkede forsøg på altid at gøre det rette.

Jeg græmmes ved tanken over det menneskelige forfald og arvelod, som vi må bære.

Det jeg vil, det gør jeg ikke, men det der ligger mig fjernt i mit inderste, er det jeg praktiserer.

Jeg er taget til fange under syndens lov, som er i krig mod mit sinds lov, der kender ret.

Kun ender det i tåbelige indre konflikter og kompulsive tanker – angst for angsten.


Finn Sørensen (1998)