Forår

De søde majvinde kysser mine kinder.

Nu er sommeren på indtog.

Vinden stryger mildt over landskabet.

Fuglenes fornøjelige kvidren -

er som en lindring for mine kvaler.

Folk lader sollyset skinne på deres krop.

De varme stråler rammer behageligt på legemet.


I morgentimerne en tåge har lagt sig over land og by.

Solen trænger igennem skydækket.

Bonden nyder solens varme stråler

- og den syge søger lindring af de varme stråler.

Buske og træer springer ud.

Jeg fornemmer bladenes duft, der mætter al min længsel.

Mine bekymringer fortrænges fra mit indre.


Nu slipper vinterens favntag -

den kolde ruskende regn er bragt til ophør.

Markernes såsæd lægges i jorden for at spire til høst.

Midsommeren nærmer sig med hastige skridt.

Nattehimmelen lysende stjerner skimtes i det fjerne.

Det ufattelige er ufatteligt, men tåben ser absolut ingenting.

Han fatter ikke Skaberens storhed i dette uendelige univers.


Finn Sørensen (2000)