Hvem var Søren Kierkegaard ?

I fordums tid en hosekræmmers yngste søn så dagens lys, kun sjældent et menneske af den karat.

I dine drengeår du vandrede med din far til menigheden uden at du fandt den dybde du søgte.

Du stræbte ej efter rigdom og magt, din kærlighed til din Skaber var dig mere end nok.

Din higen efter retfærd blev dit livs evige kamp, du gav aldrig op, men kæmpede med ildhu.

Dit eksistentielle livssyn var smukt og forstandigt, kun eftertænksomt ender dine tanker.

Din ustandselige tvivl er ufuldkommenhedens virke – et menneske på godt og ondt.

Dit liv var et enten-eller, du anså den snævre port og trange vej som eneste mulige at betræde.

Den vej havde din Skaber anvist som ulastelig på den åndelige færden til livets målsætning.


I dine unge år du fik Regine kær, en pige, på kun nitten år, kærligheden til hende var stor.

Den var så stor, at den endog ikke tålte at komme imellem dig og Gud, det var et enten-eller.

Du gav hende sin frihed af kærlighed til hende, hun skulle ikke være din medhustru.

Som du skrev din forlovelse om du turde sige det var med Gud, din lidenskab til ham var stor.

I dit hjerte fortog din kærlighed til Regine sig ikke og under svære kvaler din sjæl måtte lide.

Du havde tiltænkt Gud det, som noget menneske ikke kan gengælde, du virkede oprigtig.

Den der bringer et offer fra sit hjerte til Gud vil høste sin store kærlighed mange fold igen.

Din standhaftige higen efter perlen over alle perler, din stræben var ikke forgæves.


Fejlfri er intet menneske – du satte din forstandighed langt højere end andres meninger og tanker.

Ydmyghed var måske ikke din stærkeste side af dit livsforløb – opslugt af din egen filosofi.

Måske du anså dig selv som en frelsende apostel gennem det livsværk, som dine skrifter blev.

Intet menneske kan ransage dit hjerte, lever og nyrer, det kan kun din øverste dommer.

Let har dit liv ikke været med alle dets sjælelige kampe med stærke indre konflikter.

Din beskrivelse af menneskets stadier om æstetik, etik og religiøsitet var tankevækkende.

Gentagelse og erindring er den samme bevægelse, kun i modsat retning går de begge,

thi hvad der erindres, har været, gentages baglæns, den egentlige gentagelse erindres forlæns.


Din bramfri måde var dig ofte til besvær, men urokkelig stod du fast trods hån og spot.

Du vedblev dog med at tage til orde i dine skrifter mod dårskab, ærgerrighed og magt.

Din revselse af dem, som kalder sig sandhedsvidner er talt med myndige retfærdsord.

De ænser dog intet og regner sig for dannede mænd, der selv vil trække grænsen for ret og uret.

Hovmod går mod forfald, det åndelige som hører din Skaber til, ja det vil endog sejre over de døde.

Dem du rettede skytset imod tager dig til indtægt, som om det var dem du ville give din pris.

Ak, hvilken uforstandig måde at tænke dine tanker på – Guds ord du såede slog ikke rod i hjerterne.

Så selvisk at tænke, formaninger gør de til skamme, hvor tåbeligt kan et menneske dog handle.


Dit gudsforhold drog du aldrig i tvivl, du sagde: "Gud eksisterer ikke, han er." Så stærkt det var.

At tjene Gud er en hjertesag, du ville hellere være samfundets åndelige revser frem for præst.

Du havde et had til religiøs kannibalisme, hykleriet en kristendom i alle dens forlorne afskygninger.

En verden fuld af idealisme med et ægte kristent sindelag, det var det, du ønskede med dit liv.

Du levede ikke i dyb askese, men det behøver ingen mand at gøre for at være en Guds tjener.

Du måtte gøre det, der var i harmoni med Gud og vigtigere for dig end præst med kjole og krave.

Mange lidelser måtte du gennemgå og latterliggørelse ingen undtagelse, det har sin pris.

Retfærdsord har Guds velbehag, hvad andre tænkte er deres egen sag, men du vandt over uretten.


Hvor tåbeligt af mennesker at give rum for uret, den kristenhed som de valgte er uden eksistens.

Du pegede på deres urette vej, din kamp var ikke alene rettet mod hierarkiet, men mod det fordækte.

Dit hjerte harmedes og du anvendte stærke ord i din mund og din forsvarstale for Guds sag var god.

Du var så alene, men følte at Gud var ved din side, dit livsforløb du snart havde bragt til ende.

Din kamp var redelig og med livskraft, for det var det du ønskede, den oprigtige vej til livets kilde.

Langt forud for din tid lod du det åndelige lys skinne i en formørket og fordærvet verden.

Dit korte liv blev rigt velsignet med den visdom du besad, dette var også et bidrag til åndens gode.

Så tænkte man, så ung du var, men god kan være en pludselig død, dit martyrium, dit martyrium.


Finn Sørensen (1998)