Kirkehistorien afslører kristenheden

Kristenheden i oldkirken

Konstantin den Store - banebryder for kristendommen eller opportunist?

Den vestromerske kejser Konstantin den Store (ca. 285 - 337) spiller en ikke uvæsentlig rolle i den kirkehistoriske retning, der også omfatter nutidens kristendom. Han blev indsat som kejser i år 306 e.v.t. Da Konstantin så kristendommens fremmarch, valgte han en opportunistisk vej til efterfølgelse, idet han ikke som mange af sine forgængere deltog i forfølgelsen af de kristne. Han udstedte et edikt i Milano i år 313 e.v.t. Ediktet var den officielle tilkendegivelse, der skulle anskueliggøre ophøret af de hidtidige forfølgelser, som de kristne havde gennemgået. Konstantins arvtagere af tronen valgte at efterfølge den kristenvenlige linje, som Konstantin havde anlagt. I år 380 gjorde Theodosius den Store kristendommen til Romerrigets officielle religion. Al anden gudsdyrkelse blev forbudt i Romerriget. Kejser og kirke skulle herefter i fællesskab styre på jorden med den myndighed, som de mente, at Gud havde overdraget dem. Kejseren skulle udøve myndighed over menneskenes legemer, og kirken herske over sjælene. En sådan adskillelse mellem krop og sjæl bygger på platoniske lærdomme om sjælens udødelighed og ikke på kristen indsigt. Med disse skridt var kirken blevet en politisk institution, hvorefter sande kristne med forankring i selve det kristne grundlag senere hen i historien blev forfulgt enten som grupper betragtet eller som enkeltpersoner. Kejseren tog aktivt del i de store økumeniske synoder. Af disse grunde var synoderne også anlagt helt og holdent på kejserens præmisser.

 

I Konstantins regeringsperiode lod denne en synode afholde i Nikæa i år 325 e.v.t. Mange havde taget imod kristendommen meget hurtigt, derfor havde de ikke aflagt deres hedenske symboler. Korsdyrkelsen er et eksempel herpå, idet dette symbol var ukendt blandt de første kristne. Platons filosofiske antagelser af treenigheden blev tillempet den kristne tro, således at den i løbet af det 4. århundrede og tiden derefter blev et officielt anerkendt teologisk dogme. Det blev imidlertid først endelig fastslået i hele Vesten i løbet af det syvende og ottende århundrede. Det var altså ikke helt accepteret af hele kristenheden før i årene efter synoden i Konstantinopel i år 381 e.v.t. Konstantin er dermed blevet hovedhjørnestenen i den officielle kristendom, som vi kender i dag. Konstantin var soltilbeder ligesom nogle af sine forgængere på tronen, der også havde troen på den ubesejrede sol. Soldyrkelsen stammede fra den orientalske by Emesa i Syrien og blev udbredt i store dele af Romerriget i det 3. og 4. århundrede. Septimus Severus var den første af de romerske kejsere, der begyndte at tilbede solen, det skete omkring 200 år e.v.t. Inden den tid havde romerne overtaget de græske guder. Romerne var endvidere kendt for treheder af guder. Eksempelvis var Jupiter, Mars og Quirinus blandt de mest fremtrædende guder i Romerriget. Senere fik solen, som nævnt en fremtrædende rolle i den henseende. Konstantin formåede på behændig vis at få sammensmeltet den hedenske romerske religion med kristendommen. Eksempelvis lagde han saturnaliefesten (en ugelang højtid i forbindelse med vintersolhverv) sammen med Jesu fødselsdag, selv om denne fandt sted omkring 1. oktober. Helvedeslæren og sjælens udødelighed blev på denne måde også en del af kristenheden på et officielt niveau. Sammen med anden falsk religion fra fordums tid, havde de græske guder i kraft af filosofferne sat deres ,,fingeraftryk” på kristenheden.

 

Det påstås, at Konstantin oprigtigt vendte sig til kristendommen på sit dødsleje. Alligevel er der sået tvivl om Konstantins oprigtighed, idet der ikke er vidnesbyrd om hans oprigtige anger af de gerninger, som han tidligere havde begået. Eksempelvis mordene på syv nære venner og slægtninge, deriblandt sin egen 17-årige søn Crispus. En fortrydelse af ugerninger behøver ikke nødvendigvis at være det samme som sand anger. Der er ikke tegn på, at Konstantin har været i besiddelse af en dybfølt anger, der har overvældet ham på noget tidspunkt. Tværtimod forsøgte Konstantin lige til det sidste at køre parløb imellem tilbedelsen af solen og de kristnes Gud. Den ,,kristendom”, som Konstantin såede, blev ikke blot begyndelsen til statsreligionen, men også til den kristenhed, der eksempelvis forargede den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard.

 

Efter hele erobringen af riget gjorde Konstantin den Store den gamle by Byzans til sit hovedsæde i Romerriget. Konstantin omdøbte byen til Konstantinopel, der lå i den østlige del af riget. Byen ligger i det nuværende Tyrkiet, og hedder i dag Istanbul. Konstantinopel blev senere regeringssæde for Det Østromerske Rige (Det Byzantinske Rige). Sidstnævnte rige blev oprettet i år 395 e.v.t. De to riger fungerede sideløbende indtil Det Vestromerske Riges ophør i år 476 e.v.t. Den sidste vestromerske kejser Romulus Augustus blev afsat af en germansk officer ved navn Odoaker, der var i romersk tjeneste. Det Østromerske Rige fortsatte frem til år 1453 e.v.t. om end i noget svækket form. Efter Det Vestromerske Riges opløsning blev biskoppen i Rom det kirkelige overhoved.

 

Mennesket bag Konstantin den Store

 

Konstantin blev født den 27. februar i Naissus i Dacien. Årstallet kan dog ikke fastslås med sikkerhed, men det skønnes at ligge imellem år 275 og 285 e.v.t. Omkring år 280 e.v.t. er nok det mest sandsynlige. Konstantins far Konstantius blev senere underkejser cæsar under Maximianus og styrede Gallien, Spanien og Storbritannien. Moderen Helena var efter de historiske kilder en kvinde af ringe byrd. Hun beskrives som en almindelig kroværtinde. Efter Konstantius’ udnævnelse som underkejser (cæsar) lod han sig skille fra Helena. I år 289 e.v.t. ægtede han Maximianus’ steddatter. Konstantin var nært knyttet til moderen Helena. *

 

I oktober år 306 e.v.t. lod Konstantin sig udråbe til kejser af soldaterne i Rom. Året forinden havde han imidlertid trolovet sig med Maximianus’ mindreårige datter Fausta. Med valget af Konstantin fandt tetrarkiet sin endelige afslutning i år 306 e.v.t. og tiden umiddelbart derefter. Dette havde hidtil bestået i en opdeling af kejserdømmet i over- og underkejsere (henholdsvis augusti og cæsares). Severus forsøgte at rykke frem mod Rom med en hær for at styrte Maxentius, men det lykkedes ikke Severus at få opbakning fra sine tropper, idet Maxentius øvede stor modstand mod ham. Det resulterede i at Severus måtte tage flugten til Revenna, hvor han til sidst måtte kapitulere. Den nyudnævnte underkejser (cæsar) Konstantin var omkring femogtyve år, da han besteg tronen. Almindeligvis var der mange mennesker, der betragtede Konstantin, som et menneske af stort politisk format. Nogle beskrev Konstantin som ,,en mand med løveblik og tyrehals”. Han var nærmest manden, der havde check på hele Romerriget. Folk havde derfor et ambivalent forhold til ham, idet han både var frygtet og elsket på samme tid. Rent psykisk må man nok betegne ham, som en mand, der bestod af en blanding af iskold beregning og vild dumdristighed. Konstantin var af hjertet soltilbeder, men da han så, at kristendommen var i fremmarch, brugte han kristenheden i et politisk skaktræk eller magtspil. Han var en underfundig magtpolitiker med hykleriske undertoner. Konstantin formåede at passivisere kristendommen så meget, at den blev inaktiv og derefter kom i et reelt afhængighedsforhold til statsmagten. Derfor bandt han kirken og staten til hinanden. *

 

Magtkampe og andre vanskeligheder inden for

 

Konstantins familie og nærmeste venner

 

Igennem Konstantins liv udspandt der sig nogle magtkampe inden for hans egen familie, idet hans svigerfader Maximianus ønskede at fravriste ham magten. Maximianus blev forfulgt af sin egen søn Maxentius. Dog opnåede han støtte fra sin datter Fausta, Konstantins gemalinde. Derfor drog Fausta omsorg for, at faderen kom i sikkerhed i den sydfranske by Arles. Konstantin befandt sig i Trier, men det lykkedes for ham at finde ud af, at svigerfaderen var i færd med at tage magten fra ham. Konstantin tøvede på ingen måde med at jage denne til Marseille. Senere fandt man Maximianus hængt efter al sandsynlighed på Konstantins befaling. Hans svoger Maxentius, der herskede over den romerske provins Spanien, blev udmanøvreret. I år 312 skred han til handling til trods for, at der advarsler fra hans tillidsfulde generaler, der bedømte forehavendet som dumdristigt. Konstantin havde 30.000 mand til denne opgave. Disse styrker skulle føres over Alperne, hvor Maxentius enheder på 180.000 mand ventede ham. Denne gang havde ,,Løven” imidlertid også vurderet rigtigt. Militærstrategisk var Konstantin et geni, der var dygtige hærførere, som Hannibal og Napoleon, der slet ikke kunne måle sig med ham. Han var en glimrende organisator. Konstantin blev efter sejren over Maxentius ophøjet til rigets højeste post som maximus augustus. Kejser Valerius Licinius blev til sidst også fjernet fra magten af Konstantin. Licinius var hans sidste rival, og han blev myrdet i år 324. Dermed var Konstantins bane som enehersker faldet på plads. Konstantin viste ingen nåde i sin fremfærd på vejen til at blive den eneste kejser i Romerriget. *

 

Konstantins magtbegær var stort. Ligeledes var han hævngerrig og langtfra overbærende med andres fejltrin. Fausta havde indrømmet, at hun havde stået i forhold til sønnen Crispus mod sin vilje naturligvis. Konstantin lod imidlertid sin søn myrde til trods for at Crispus var den bedst begavede af alle sine børn. Siden hen fortrød Konstantin drabet og opdagede, at Fausta havde talt usandt, idet hun i hvert tilfælde frivilligt havde stået i forhold til andre, deriblandt også en af hans slaver. Konstantin lod hende derfor kvæle, mens hun var i færd med at bade. Konstantins mor Helena havde altid haft en hadefuld indstilling til sin svigerdatter Fausta. Det var derfor også hende, der tilskyndede til drabet på Fausta. * 

 

Opportunisten over alle opportunister

 

Konstantin var den ,,fødte” opportunist. Han var en durkdreven rad, der forstod at sno sig på rette tidspunkt beregnende ud over alle grænser, som han var. Man må sige at han på behændig vis kunne sadle om i rette tid. Det er ubegribeligt for mig at forstå at mennesker overhovedet kan have en positiv holdning til Konstantin, endsige at kunne finde ædle motiver i hans gerninger som menneske. Hans oprigtighed kan meget vel drages i tvivl på alle områder. Konstantin holdt sig til de mennesker, der kunne sikre ham magten og æren.

 

Konstantins væsen i øvrigt

 

Konstantin havde sin fars skikkelse og udseende, men derimod ikke dennes høje pande og slet ikke hans blide manerer og den bleghed, som hans far åbenbart har haft som ydre og indre kendetegn. Konstantin var tværtimod en massiv, blodrig, muskuløs mennesketype. Han slægtede mere sin moder Helena på med sit iltre temperament. Hun var i øvrigt den eneste, som kunne magte ham. Konstantin imponerede tilsyneladende sine omgivelser. Efter sigende var Konstantin en flot mand med stor udstråling. Hans blik kunne få alle til at vise frygt og underdanighed. Derfor var det ikke så overraskende, at han somme tider lod sig lokke til at deklamere, der var dog tvivl om hans kundskaber på det område. Konstantin havde det godt med at være i selskab både med filosoffer og kristne prælater eller andre gejstlige og gav dem store fordele. Igen et tilfælde, hvor han købte sig ,,aflad” ved at indsmigre sig hos kristenhedens præsteskab. Konstantin var et impulsivt menneske. Han var en overbevist fatalist og helt sikker omkring sin egen ,,guddommelige” mission her på jorden. Det var i allerhøjeste grad religiøst hovmod, som Konstantin besad. * I historisk sammenhæng optræder Konstantin som en statsmand af største format. *) Omkring Konstantins familieforhold er der anvendt kildemateriale fra journalisten og forfatteren Ole Vindings bog: Tolv romerske Kejsere.

 

Konstantin udmanøvrerer kristendommen

 

Konstantin havde en fabelagtig evne til at manipulere med de mennesker, der ville have del i magten eller på nogen måde udgøre en trussel for ham. Konstantin gjorde det således, at de reelt blev ,,tandløse” mod hans styreform og dermed ikke var i stand til at udgøre et reelt alternativ. De kristne var kommet i et aflåst forhold til statsmagten, hvilket reelt umuliggjorde, at de kunne fremholde det egentlige kristne budskab og alternativ til de menneskelige styreformer med fremholdelsen af Guds rige. I stedet måtte de gå på kompromis og lade sig nøje med de ønsker som befolkningen i almindelighed havde. Kristne modstandslommer, der modsatte sig de indgåede kompromiser med Konstantin blev tilsidesat og de viste sig kun op igennem historien som små grupper eller enkeltpersoner. Konstantins beregnende strategi over for kristendommen var at få den gjort til en del af statsapparatet, så den frafaldne kristendom reelt kunne ,,danse” efter hans pibe og takter. Af disse grunde lod han synoden i Nikæa indkalde i år 325 e.v.t. Han fik stor indflydelse på ,,kristendommen”. Al opposition mod den kompromissøgende frafaldne kristendom måtte Konstantin komme i forkøbet, idet denne kunne blive en snublesten for hans eget personlige gudsforhold. Han kunne bedre indsmigre sig hos de frafaldne ,,kristne”, gejstlige end hos dem, der ville påpege hans ansvar og pligter, såfremt han ville være en sand kristen. Oprigtighed ville have givet ham soning for hans grufulde lovovertrædelser, ligesom det var tilfældet med kong Manasse af Juda. For Konstantin drejede det sig om at gøre kristendommen så ukendelig som overhovedet muligt. Han greb derfor chancen, mens tiden var gunstig for ham. Konstantin fyldte derfor kristendommen med hedenskab eller falsk lære, som han accepterede i fuldt omfang. Eksempelvis fandt han platoniske lærdomme i orden under Kristi navn, deriblandt treenighedsdogmet. Det blev dog først officielt indføjet i kristenheden i løbet af det 4. århundrede. Det skete ikke uden indsigelser. I et citat fra Ole Vindings bog Tolv romerske Kejsere hedder det: ,,Fra Alexandria bredte sig en meget farlig bevægelse ud til de afrikanske provinser, siden til store dele af resten af Romerriget. Denne bevægelse, ,,Arianismen”, havde sit navn fra en kristen præst, Arius, der baade fornægtede Kristi guddommelighed og det specielle teologiske begreb, kaldet ,,substansidentiteten”, det vil sige afgørelsen angaaende den hellige treenighed, bestaaende af Gud, faderen, sønnen og den hellige aand. Den udelelige, men dog delte tre-enighed”.

 

De kristne blev narret af Konstantin og gik i fælden en fælde som siden da har holdt dem i et jerngreb til statsmagten. Konstantin var ikke kirkens redningsmand, som nogle troede, at han var blevet i og med ophøret af kristenforfølgelserne. Tværtimod måtte de kristne sælge ud af deres grundfæstede gudgivne principper. Den afklaring som mange oprigtige kristne havde håbet på i forhold til Jesu lære, udeblev totalt med dette venskab med verden. ,,I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende”. Jakobs Brev 4:4 (Autoriseret oversættelse af 1931). Denne alliance med statsmagten har kostet kristenheden dyrt. I dag er kristenheden blevet en del af verden og det politiske magtapparat. ,,Kristne lande” og ,,kristne politiske partier”, der er fyldt med skandaler og korruption. I åndelig forstand er kristenheden ikke brugbar til noget som helst.

 

Konstantin fik udvandet kristendommen så meget, at den blev forvandlet til ukendelighed. I dag består kirken af menneskeskabte dogmer samt ubibelske ritualer, som ikke kan føres tilbage til de første kristne. I den nikæanske forsamling blev en stor del af hedenskabet tillempet kristendommen. Eksempelvis indgik saturnaliefesten, som er nævnt tidligere. Det hele blev ført ud i livet i løbet af det 4. århundrede. Det gik helt efter Konstantins ønsker, nemlig at udvande kristendommen så meget, at den kom til at ligne mere soltilbedelsen end tilbedelsen af de kristnes Gud.

 

Konstantin fik på en måde de græske og romerske guder til at leve videre i kristendommen. Dette ,,ukrudt” blev særlig tydeligt i det andet og det tredje århundrede, da de såkaldte kirkefædre begyndte at indføre ubibelske lærepunkter som sjælens udødelighed eller et brændende helvede eller treenigheden. Mange af disse mænd var snarere filosoffer, end de var sande kristne tilsynsmænd, som var loyale mod Bibelens læresætninger. Udviklingen nåede højdepunktet i løbet af det fjerde århundrede, da Konstantin ,,konfirmerede” disse læresætninger ved at sammensmelte den frafaldne kristendom med Romerrigets hedenske religion. Kristenheden forekom i forskellige variationer. Eksempelvis den romerskkatolske, den russiskortodokse, den græskortodokse og den protestantiske.

 

Synoden i Nikæa havde bibragt verdenshistorien en helt ny forklædning af kristendommen. Konstantin havde fået det på den måde, som han ønskede, nemlig at tingene skulle udvikle sig i den retning, som han allerhelst så. Konstantin var den egentlige vinder. Han havde formået, hvad andre ikke havde været i stand til, nemlig at gøre kristendommen ,,tandløs”. Hedenske symboler som korsdyrkelsen blev et legitimt varemærke for kristenheden. Disse ting fik Konstantin på behændig vis til at gå ubemærket over i historien. Korset har ingen kristen baggrund i forbindelse med Jesu død. Romerne anvendte pælfæstelse til henrettelse af forbrydere. Det græske ord stauros’ i Det Nye Testamentes grundskrifter, som sædvanligvis oversættes med ,,kors” i mange bibeloversættelser, skal rettelig oversættes med opretstående pæl eller marterpæl. Eksperter i oldgræsk bekræfter denne oversættelse, hvorimod ,,kors” er benyttet i henhold til kirkehistorien. Hertil kommer at bibelskribenterne Lukas, Peter og Paulus i alt brugte det græske ord xy'lon 5 gange (Apg. 5:30, 10:39, 13:29; Gal. 3:13; Første Petersbrev 2:24) Dette ord betyder ,,træ” og forekommer også i den græske Septuaginta-oversættelse i Ezras Bog 6:11. Xy'lon bruges synonymt med stauros’. Pælfæstelse var den officielle afstraffelsesmetode, som romerne gjorde brug af. Den fandt også sted ved henrettelsen af Spartacus og de ca. 6000 slaver i år 71 f.v.t. Det er helt utænkeligt, at man har sammentømret over 6000 ,,kors” for at udføre en henrettelse af simple forbrydere, som romerne opfattede deres slaver. De første frafaldne kristne brugte i øvrigt fisken som symbol. De oprindelige kristne menigheder brugte ikke symboler. 

 

,,Korset som en lodret pæl med en vandret tværbjælke stammer fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol på guden Tammuz (idet det havde samme form som det mystiske Tau, forbogstavet i hans navn) i dette og flere nabolande, deriblandt Ægypten. Hen imod midten af det 3. århundrede e. Kr. var kirkerne enten afveget fra visse af den kristnes tros lærdomme eller havde gjort dem til den rene parodi. For at øge det frafaldne kirkesystems anseelse lod man hedninger optage i kirkerne uden, at de var blevet genfødt ved troen, og de fik i vidt omfang lov til at beholde deres hedenske tegn og symboler. På denne måde kom Tau eller T, i sin almindelige form, med tværstykket sænket, til at stå for Kristi kors.” - An Expository Dictionary of New Testament Words (London, 1962), W.E.Vine, s. 256. 

 

På klassisk græsk betyder stauros’ blot en opretstående pæl eller stolpe. Senere blev det også brugt om en henrettelsespæl der havde en tværbjælke. The Imperial Bible-Dictionary bekræfter dette med ordene: ,,Det græske ord for kors, (stauros’) betød egentlig en stolpe, en opretstående pæl eller planke, hvorpå man kunne hænge et eller andet, eller som kunne bruges til indhegning af et stykke jord ... Selv blandt romerne synes crux (hvoraf kors er afledt) oprindelig at have betegnet en opretstående pæl.” Redigeret af P. Fairbairn (London 1874), bd. 1, s. 376.

 

Konklusion af Konstantins manglende sindsændring og indsigt i kristendommen

 

Det er min konklusion, at Konstantin på ingen måde har kunnet bidrage til kristendommen med noget, der tilnærmelsesvis har præg af noget positivt, snarere tværtimod. Hans ,,kristenvenlige” linje var beregnende og fuld af opportunisme. Konstantin havde uden tvivl ikke nogen sindsændring, der kunne rense ham fra hans tidligere onde gerninger gennem Kristi offerdød. Hans ,,omvendelse” til kristendommen på hans dødsleje kort før hans død kan ikke tages til indtægt for en ægte sindsændring, men snarere en angst for at stå til regnskab for hans onde gerninger. Ifølge legenden blev han først kristen, da han så et kors på himmelen. Det fortælles, at Konstantin så dette tegn på himmelen sammen med ordene: ,,Ved dette tegn skal du sejre”. Indtil da havde han hårdnakket holdt fast i soldyrkelsen. Meget kunne tyde på, at han har været under dæmonisk indflydelse.

 

Konstantin besad ikke et ægte kristent sindelag. Det er svært at opfatte Konstantin som en frontkæmper for kristendommen. Selv fra officielle teologiske kredse indrømmer man, at Konstantin fik tillempet kristendommen filosofisk eller hedensk islæt. Eksempelvis peger professor i kirkehistorie, dr. theol. Hal Koch i den retning i bogen ,,Konstantin den Store”.

 

Konstantins ,,omvendelse” i det fjerde århundrede er gået over i kirkehistorien som en af de mest opsigtsvækkende gennem tiden. Blev Konstantin en sand kristen? Kristen omvendelse symboliseres ved dåb, fuldstændig nedsænkning i vand. Konstantin udskød dette vigtige skridt, indtil han lå på dødslejet. Hans karakter var ikke just kristen, hævder historikeren H. Fisher i sin bog History of Europe: ,,Han… myrdede sin kone og søn… Han troede på Kristus, men også på den ubesejrede sol. (Konstantin indførte helligholdelsen af søndagen). Han… bibeholdt sit embede som pontifex maximus (ypperstepræst)”. Encyclopedia Britannica siger: ,,Konstantin var snarere berettiget til at blive kaldt den Store i kraft af det, han gjorde, end i kraft af det han var. Hvad hans karakter angår, rangerer han så afgjort blandt de laveste af alle dem, der i fortid eller nutid har båret dette tilnavn.” Og Paul Johnson siger i A History of Christianity: ,,Der fortælles tidligt om hans voldsomme temperament og hans grusomhed, når han blev vred ... Han havde ingen respekt for menneskeliv ... Hans privatliv blev præget af uhyrligheder, efterhånden som han kom op i årene.” I øvrigt ofrede Konstantin til guden Zeus dagen før sin kristne dåb, siger Eusebios af Cæsarea i den græske encyklopædi Hidria. Så der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved hans sindsændring, der skulle vise sig i form af åndens frugt, som er nævnt i Galaterbrevet 5:22, 23.  

 

Den støtte, som Konstantin gav ,,kristendommen” endte som en forvansket udgave, som han selv havde udvandet. Den blev rigets officielle religion. Dette førte til en pludselig forøgelse af antallet af mennesker, der havde vendt sig til kristendommen. Det dannede et mønster for masseomvendelser. Så kan man drage den konklusion ved at stille sig det spørgsmål, om der virkelig også har været tale om sindsændringer i forbindelse med disse omvendelser. Historikeren E. Gibbon forklarer: ,,Da samfundets lavere klasser efterligner de højere, blev omvendelsen af dem, der var fremtrædende i kraft af herkomst, magt eller rigdom, snart efterfulgt af masserne”. Konstantin accepterede, at der var blevet vendt op og ned på kristendommen allerede i begyndelsen af det andet århundrede. Ignatius, der var biskop i Antiochia, introducerede en ny menighedsordning. Ældsterådet blev eksempelvis erstattet med det monarkiske episkopat med én gejstlig i spidsen for hver menighed. Det var naturligvis helt i strid med kristendommens fundamentale læresætninger. Omkring hundrede år senere inddelte Cyprian, biskop i Karthago, kirkens hierarki i syv trin, med biskoppen som øverst på ranglisten. Under ham fulgte præster, diakoner, underdiakoner og andre gejstlige. Konstantin var helt uden indsigt i kristendommens fundamentale læresætninger. Dette hierarki var slet ikke noget, der hørte kristendommen til, sådan som Jesus havde lært sine disciple. Af disse grunde kan man ikke sige, at Konstantin har kunnet bidrage til kristendommen med noget som helst positivt. Derimod bærer Konstantin i høj grad ansvaret for kristenhedens udskejelser op igennem historien.

 

Holder man fortsat fast i treenigheden, så vil man tjene Gud forgæves, da det er Faderen, som har krav på ens bønner. (Lukas 11:2) Der er risiko for, at de bønner man sender til Jesus, ikke vil blive hørt, idet man nu er gjort bekendt med eksistentiel sandhed. Derimod skal bønnerne rettes i Jesu Kristi navn d.v.s. afsluttes i Jesu Kristi navn, amen! Man anerkender dermed, at man som et syndigt menneske har brug for, at Jesus går i forbøn for det enkelte menneske.  (Johannesevangeliet 14:6, 14) Dette, at man bliver bekendt med falsk lære vil også forpligte det enkelte menneske til at være sandhedssøgende. Husk det er kun få, der finder den smalle og snævre vej, der fører til livet, den brede vej er meget, meget rummelig. (Mattæus 7:13, 14).