Kronikker m.m.

 

Nedenstående kronik blev ikke indrykket i Kristeligt Dagblad, da kronikredaktøren foretrak, at læserne skulle forblive i uvidenhed om, hvad der var sand kristendom. Dermed tog han parti for kristenheden

 

Har treenighedsdogmet rod i evangelierne?

 

Treenigheden har ofte bevirket, at man må acceptere urimelige teologiske teser for at opnå et godkendt forhold til Gud. Blandt kristne har der været en debat om, hvorvidt man skulle afskaffe dogmet eller ej. Ifølge den amerikanske teolog Robert W. Jensons bog Den treenige identitet – Gud ifølge evangeliet blev, der i 2003 stillet forslag om helt at afskaffe treenighedsdogmet. Treenighedstilhængerne forkastede dog forslaget. 

 

Det er en kendt sag, at treenigheden skaber mange problemer set i forhold til den samlede bibelforståelse. Da Bibelens ord er inspireret af Gud og forfattet til menneskeheden, skal den også være let at forstå for almenfolket. Bibelen indeholder ikke myter og mysterier. Princippet med at alt, der er nedskrevet skal forstås af alle mennesker uanset uddannelse, er naturligvis gældende. Hvad siger Bibelen om passager, der ikke forstås af nogle mennesker, eller de har måske en rigid holdning til kristendommen (se Mattæus 11:25; Andet Korinterbrev 4:3, 4). Som erfaren kristen er man i stand til at give en eksegetisk redegørelse af vanskelige passager i Bibelen, eksempelvis Daniels Bog og Åbenbaringen. Det gælder altså om at have en ydmyg indstilling over for Gud og hans ord, så forstår man Bibelens mange passager.  

At treenigheden ikke kan lade sig gøre, er en kendt sag. Det afføder mange teologiske og ubesvarede spørgsmål. Lad os drage nogle eksempler. Et menneske af kød og blod er skabt med nogle basale behov for hvile og søvn. Det behov har den levende og sande Gud ikke. Af de grunde kan et menneske ikke agere i rollen som almægtig Gud, det siger sig selv. Endelig kunne Gud ikke ofre sig selv som et genløsningsoffer. Det kunne han ikke af to grunde, dels fordi Gud ikke kan dø. Endelig ville ofrets værdi være alt for stort set i forhold til det liv, som Adam forspildte. Et fuldkomment menneskeliv var det offer, som Jesus kunne tilvejebringe, og det gjorde han for at genløse menneskeheden fra synd og død. Endelig er der det argument, at teologerne mener, at inkarnationen fandt sted ved undfangelsen. Det indebærer, at den almægtige Gud blev reduceret til et menneskefoster. Og et menneskefoster kan naturligvis heller ikke agere i rollen som almægtig Gud. Hvad der var et endnu vigtigere vidnesbyrd nemlig, at der heller ikke blandt Jesu samtidige var nogen, der troede, at Jesus var Gud. Det gjaldt eksempelvis ypperstepræsten Kajfas, der anklagede Jesus for gudsbespottelse. Man spotter ikke sig selv, vel? Det bliver mere og mere absurd. Og der findes mange flere argumenter mod treenighedslæren. Treenigheden finder ingen støtte i Bibelen. Ordet treenighed findes ikke i Bibelen. Og havde det været eksistentielt, kan man være sikker på, at det havde stået der.  

Jesus bar en gudetitel som ,,en gud” jf. dommerne i Israel som også bar gudetitler (se Salme 82:6). Kommentar til Johannesevangeliet 1:1 fra en græskkyndig. Er gengivelsen ,,en gud” i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle græske værker hævder, at den græske tekst skal oversættes ,,Ordet var Gud”. Men ikke alle er enige herom. Den internationale kendte bibeloversætter William Barclay siger: ,,Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, og vi ser straks her, at Theos, ordet for Gud, ikke har den bestemte artikel foran. Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det mere en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord … Hvis Johannes havde sagt ho theos én ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos med Gud. Oversættelsen bliver derfor lidt kluntet udtrykt: ,,Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud … Johannes identificerer ikke her Ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: ,,Han siger ikke, at Jesus var Gud.” - Many Witnesses, one Lord (Grand Rapid, Michigan, 1973 udg., s. 23, 24). 

Hør her hvad to fremtrædende teologer skriver om treenigheden? Den højt estimerede biskop i Roskilde Stift nu afdøde dr. theol. Bertil Wiberg skriver i sin artikel om treenigheden i Gads Danske Bibelleksikon, at treenigheden blev udviklet i oldkirken, og havde begreber hentet fra græsk filosofi. Jeg er ganske enig med biskoppen. Det var i det fjerde århundrede, at kejser Konstantin den Store ,,konfirmerede” treenighedsdogmet ved synoden i Nikæa år 325 e.v.t. Endelig er der cand. theol. Dan Værge, der i en af sine bøger gav udtryk for sin skepsis omkring treenigheden. Han mente ikke, at en almægtig Gud kunne rummes i en menneskekrop. Deri er jeg ganske enig.

Det er somme tider nødvendigt at give sin tro et servicetjek, ellers kan troen ende i infantilt nonsens, og det ønsker ingen. Det er eksistentielt, at mennesker kender sandheden om Gud. Treenigheden har altså ikke rod i evangelierne, men især i Platons lære, hvilket også bekræftes i teologiske opslagsværker. I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: ,,Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer … Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed … findes i oldtidens hedenske religioner”. - Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

 

Finn Sørensen,

Forfatter


Læserbrevet blev indrykket i Sjællandske Medier den 10. december 2015

Bør Guds menigheder være rummelige?

Den seneste tids debat om rummelighed i folkekirkens menigheder afspejler, om det er kirkens styrke eller svaghed, at den er rummelig. Nu afdøde professor, dr. theol. Johannes Sløk, har engang sagt i forbindelse med folkekirkens rummelighed, at folkekirken burde være så rummelig, at den kunne rumme den onde selv. Er det Guds mening professoren har givet udtryk for? Nej, bestemt ikke. Bibelen siger, at Guds menigheder skal være rene og ubesmittede (Andet Korinterbrev 6:6; 11:3 og Jakobs Brev 1:27) Der er altså ikke plads til afgudsdyrkelse, læren om sjælens udødelighed (reinkarnationstanken), der reelt er et forsøg på at gendrive Satans lærdomme (Første Mosebog 3:3-5). Mennesker, der lever i utugtsforhold og meget mere.

Hvad siger lægfolket til rummelighed? Ja, de begejstres ved tanken om rummelighed, idet de aldrig har fået en personlig undervisning i, hvad Bibelen egentlig skulle undervise dem i. Det er mindre forpligtende ikke at skulle leve efter Bibelens påbud. Kirkens gejstlige ser igennem fingrene med lægfolkets overtrædelser, og øver ikke kirketugt, således som Bibelen foreskriver i Første Korinterbrev 5:11-13. Ja, de gejstlige går endnu videre, nemlig ved at velsigne utugtsforhold som eksempelvis homoseksualitet. 

Nøjagtig som det blev profeteret om i Bibelen, kom der et stort frafald fra de oprindeligt kristne menigheder (Andet Thessalonikerbrev 2:2, 3; Apostlenes Gerninger 20:29, 30) og kristenheden har valgt at tilpasse sig verdens ønsker. Det store frafald kulminerede med kejser Konstantin den Stores antagelser af treenigheden og han sammensmeltede den romerske hendenske saturnaliefest med Jesu fødselsdag. Til trods for, at Jesu fødselstidspunkt var omkring 1. oktober i år 2 f.v.t. Udregningen er i øvrigt taget ud fra Daniels Bog 9:24-27.

Finn Sørensen,

Forfatter

========================================================================================= 

 

Jesu fødselstidspunkt ifølge den bibelske kronologi

 Der har aldrig været en korrekt angivelse Jesu fødselstidspunkt. Jesus var imidlertid født omkring 1. oktober i år 2 f.v.t. Det er såre enkelt at regne ud, når man kender hans dødsdag. Jesu fulde leveår var 33½ år ifølge profetien om de 70 åruger i Det Gamle Testamente. (Se Daniels Bog 9:24-27). Hver åruge består af 7 bogstavelige år. Fra år 455 f.v.t. til år 1 f.v.t. er der 454 år. Fra år 1 f.v.t. til år 29 e.v.t. er der 29 år. 454 + 29 = 483 år. (Her skal man være opmærksom på, at tiden aldrig har været nulstillet, derfor findes år nul ikke). Den halve åruge er 3½ år er regnet fra efteråret år 29 e.v.t. til foråret i år 33 e.v.t., hvor Jesus blev henrettet i påsken. De sidste 3½ år peger frem til årugernes slutning i efteråret år 36 e.v.t. Hele perioden for årugernes samlede længde er altså 490 år, det er også nævnt i den autoriserede bibeloversættelse af 1931. De 70 åruger udgør i øvrigt tre bestanddele, nemlig de 62 åruger, som er den største del af profetien. Og de syv åruger som udgjorde den overvejende del af genopbyggelsen af Jerusalem. Den sidste åruge er den åruge, hvor Jesus i midten af årugen 3½ år blev henrettet.

Hvornår begyndte egentlig udregningen af de 70 åruger? Ifølge Nehemias 2:1-8 udgik de 70 åruger i Artaxerxes den Langhåndedes 20. regeringsår. Hvornår begyndte Artaxerxes’ regeringsperiode? Hans fader og forgænger i embedet, Xerxes, døde i sidste halvdel af år 475 f.v.t. Artaxerxes' tiltrædelsesår begyndte derfor i år 475 f.v.t. Dette årstal støttes af stærke vidnesbyrd fra græske, persiske og babylonske kilder. For eksempel skriver den græske historiker Thukydid, der er berømt for sin nøjagtighed, at den græske statsmand Themistokles flygtede til Persien, da Artaxerxes nylig var kommet på tronen. En anden græsk historiker fra det første århundrede e.v.t., Diodorus Siculus sætter os i stand til at datere Themistokles’ død til år 471/470 f.v.t. Efter at Themistokles var flygtet fra sit land, havde han anmodet Artaxerxes om tilladelse til at studere det persiske sprog ét år, før han fremstillede sig for ham, hvilket blev ham tilstået. Af disse grunde kan Themistokles ikke have bosat sig i Persien senere end 472 f.v.t., og det er derfor rimeligt at slutte, at han er kommet til landet i 473 f.v.t. På det tidspunkt var Artaxerxes nylig kommet på tronen. Artaxerxes’ 20. regeringsår vil altså falde i år 455 f.v.t. Takket være profetien i Daniels Bog kan man med stor sikkerhed regne sig frem til Jesu omtrentlige fødselstidspunkt. Grunden til, at Jesus er født 1 år og tre måneder før at vores tidsregning er begyndt (nemlig i år 2 f.v.t.), skyldes uden tvivl, at der gik nogen tid inden budskabet om Jesu fødsel var nået ud til hele befolkningen. Også det er der taget højde for i profetien. Når Jesus blev 33½ år gammel, da han døde i påskedagene, kan han aldrig være født i december måned. Et halvt år frem eller tilbage giver en dato omkring 1. oktober. Hertil kommer, at det er regnfuldt og koldt i decemberdagene i Israel. Det kan i øvrigt være tøsne og let frost i dember måned, derfor kan hyrderne ikke opholde sig på græsningsarealerne. I øvrigt var det kejser Konstantin den Store, der sammensmeltede den romerske hedenske saturnaliefest med noget, som man formodede, var Jesu fødselsdag.

Man bør have tillid til Bibelens kronologi. Det er rigtigt, at der er visse problemer med at fastsætte Herodes’ død. Der er imidlertid en anden beregningsmetode, der viser Herodes’ alder da han døde. Josefus oplyser, at han var 70 år gammel. Endvidere at da Herodes blev udnævnt til statholder over Galilæa (hvilket almindeligvis regnes til år 47 f.v.t.) var han 15 år gammel, men der er almindelig enighed om, at dette er en fejl, og at der skulle have stået 25 år. Ifølge dette indtraf Herodes’ død i år 2 eller år 1 f.v.t. Det er værd at huske på, at der er en del uoverensstemmelser i Josefus’ tidsangivelser, og han derfor ikke er den mest pålidelige kilde. Det pålideligste vidnesbyrd findes i Bibelen. Af Bibelen fremgår det, at Herodes døde enten i år 1 f.v.t eller muligvis i år 1 e.v.t. Lukas, der giver detaljerede historiske oplysninger, fortæller at Johannes trådte frem og døbte i kejser Tiberius’ 15. regeringsår (Lukas 3:1-3). Tiberius blev romersk kejser den 19. august i år 14 e.v.t. efter den julianske kalender (17. august efter den gregorianske kalender), da Augustus døde. Tiberius’ 15. regeringsår strakte sig fra 19. august i år 28 e.v.t. til den 18. august i år 29 e.v.t. (julianske kalender). Johannes var 6 måneder ældre end Jesus og påbegyndte sin tjeneste (sandsynligvis om foråret) før Jesus, som dennes forløber, idet han skulle berede vejen til ham. (Lukas 1:35, 36) Jesus der ifølge bibelske vidnesbyrd blev født om efteråret, og var omkring 30 år gammel, da han kom til Johannes for at blive døbt (Lukas 3:21-23). Han blev højst sandsynligt døbt om efteråret i år 29 e.v.t. Tæller vi de 30 år tilbage, kommer vi til efteråret i år 2 f.v.t., som var på det tidspunkt, da Guds søn blev født som menneske. Bibelforskerne har ikke styr på tidsregningen, idet de hovedsagelig benytter sig af den verdslige historieskrivning som kildemateriale. Den bibelske kronologi er derimod mere nøjagtig. Vores tidsregning hviler i høj grad på profetien i Daniels Bog om de 70 åruger eller 490 år. Derfor er det også rigtigere at sige før vor tidsregning eller efter vor tidsregning i stedet for at sige før og efter Kristi fødsel. Det giver et klarere billede af tidsregningen.

Finn Sørensen,

Forfatter

 

========================================================================================== 

 

Åbenbaringsbogen – hvorfor er den så svær at forstå?

 

Mange anser Åbenbaringsbogen for at være svær at forstå. Nogle læsere opgiver den, i den tro at Johannes var senil, da han skrev bogen. Men i samme åndedrag lovpriser de Johannes Evangeliet til trods for, at det er skrevet to år senere end Åbenbaringsbogen. Et af de gennemgående temaer er Babylon den Store, skøgen og vilddyret. For at få indblik i den eksegetiske sammenhæng må man forstå, hvem disse symboler repræsenterer. Babylon den Store er et billede på det gamle Babylon. Babylon var en meget religiøs by, men de tilbad ikke den sande Gud. På samme måde er det med nutidens Babylon den Store, som er en del af det religiøse verdensimperium. De er derfor i flertal over for den sande tilbedelse. Jesus påpeger i Mattæus 7:13, 14, at sande kristne er et mindretal. I Åbenbaringens Bog omtales Babylon den Stores dom og fald – Åb. 14:8; 16:19; kap. 17 og 18; 19:1-3.

Skøgen er derfor ligesom Babylon den Store et billede på falsk religion, der har solgt sig selv for at tækkes denne verdens ønsker. I Åbenbaringsbogen omtales en symbolsk skøge som sidder på et skarlagenrødt vilddyr og har navnet ,,Babylon den Store, moder til jordens skøger og afskyeligheder”, skrevet på panden. Der siges at ,,med hende har jordens konger begået utugt”. Åb. 17:1-5. Kongerne er i den sammenhæng de verdslige regeringsledere, hvor den falske religion har indgået fordelagtige konkordater m. v., og forsøgt at verdsliggøre deres religioner mere og mere, som verden ønsker det. Derfor har de begået åndelig utugt med jordens konger.

Det skarlagenrøde vilddyr i Åbenbaringen har syv hoveder og ti horn, som den symbolske kvinde rider på. Det vil sige, at dette dyr ligner eller er et billede af det første dyr, der beskrives i Åbenbaringen kap. 13, men adskiller sig fra det første dyr ved sin skarlagenrøde farve og ved, at der ikke er kroner på de ti horn. Johannes får at vide, at fem af de syv konger, der repræsenteres ved de syv hoveder, allerede er faldet, den sjette eksisterede på den tid, hvor Johannes levede, og den syvende var endnu ikke kommet. Det skarlagenrøde dyr selv er en ottende konge, men stammer fra de foregående syv. Det er værd at bemærke, at Bibelen nævner fem verdensriger i De Hebraiske Skrifter, nemlig Ægypten, Assyrien, Babylon, Medopersien og Grækenland, mens De Græske Skrifter nævner et sjette, nemlig Rom, der havde magten på Johannes’ tid. Det vil sige, navnet på den syvende konge ikke oplyses. I dag ved vi at den syvende konge er det britisk-amerikanske rige. Den ottende konge udgør en sammenslutning af de syv hoveder og er udgået fra dem. Derfor kan der kun være tale om Folkeforbundet og De Forenede Nationer. Sidstnævnte vil få mere magt, og til sidst vende sig mod religionerne. Netop fordi terroren er ved at komme ud af kontrol, vil de angribe religionerne. (Se Åbenbaringen 17:16, 17). Og al falsk religion vil gå sin undergang i møde.

Naturligvis har Gud ikke nedfældet Åbenbaringsbogen i Bibelen, som en bog, der ikke skal forstås. Og retsindige mennesker kan forstå den, endda med en vers til vers gennemgang. Det er ikke bare en bog med mange mærkelige syn og tegn, som ingen forstår. Den er et spændende stykke verdenshistorie.

Finn Sørensen,

Forfatter     

 

==================================================================================