Min lange vandring

Længe har jeg vandret på stien,
og jeg har endnu langt at måtte gå
for jeg må jo af sted -
af sted derhen, hvor solen altid skinner
og græsset aldrig visner.
Omkring mig vokser træer og buske -
så tæt at kun sjældent sollyset trænger igennem.
Alt er så stille, så stille -
kun høres mine fødders slag mod de løse sten.
Jeg sanser alt og dog intet.
 
Snart høres lyden af et rislende vandløb,
der fylder mit sind med angst og glæde.
Jeg må forlade stien og bevæge mig langs
de smalle veje.
Jeg når hen til vandløbets bred, hvor jeg vemodigt
sætter mig til ro -
kun besættes jeg af tanken om at nå over på den anden side.
Mon jeg kan betræde de store sten ?
Det kan være en halsløs beslutsom handling at træffe,
men kun resoluthed får mig til at handle.
 
Jeg har besteget livets tinder.
Græsset er så højt, at det skjuler mine fødder.
Lyden af min fremtrængen får skyndsomt en tudse til
at tage flugten.
Men hvad er det, jeg ser på min vej -
alt er som jeg frygtede -
ikke den tanke, at jeg har mistet min livsdrøm -
men dét, at jeg må tilbage til stien inden mørket falder på,
men jeg må jo af sted, for jeg kan ikke vandre i frugtesløs færden.
Til sidst min sjæl fandt lyksalighedens veje.

Finn Sørensen (1970)