Sandheden om treenigheden

Hvorfor er treenigheden ikke sand?

Der er nævnt ikke mindre end 24 vægtige argumenter imod treenighedslæren, men der findes mange flere. Indholdet viser, at treenigheden slet ikke kan lade sig gøre. Et menneske kan slet ikke agere i rollen som almægtig Gud. Det bliver mange forbløffet over. Endelig er der toppen af nonsens, som treenighedsdogmet medfører, nemlig at den almægtige Gud har stået i lære som tømrer, og arbejdet som tømrersvend i ti år eller mere. Det gjorde Jesus nemlig. At kristenheden bygger på teologiske løgne, må stå klart for enhver. At treenigheden indebærer, at Gud kan forlade sig selv (Mattæus 27:46) er et bevis for, at kristenheden ender i infantilt nonsens. Det er også en latterliggørelse af  den almægtige Gud  ved at hævde, at  han engang blev inkarneret og reduceret til et hjælpeløst menneskefoster. Treenigheden strider mod al sund fornuft og gør kristendommen umulig at forstå. Treenigheden er dermed rent præstevrøvl. I hvor lang tid endnu tror du, at teologerne kan latterliggøre Gud ved at føre folk bag lyset?

I bogens forord er der en teologisk påstand, som man ikke kan argumentere imod, uanset hvor meget man vil forsvare treenigheden. Her er  24 vægtige argumenter mod treenigheden. Læg især mærke til de leksika, der undsiger treenigheden. Det er kristenhedens egne folk, der har skrevet dem. Påstandene er hermed følgende:

Argument 1. En af de ting som skiller falsk og sand religion er netop treenigheden. Derfor er spørgsmålet, vidste Satan godt, at det ikke var den almægtige Gud, at han fristede, da han fristede Jesus i ørkenen? (Lukas 4:1-12) Naturligvis var Satan godt klar over, at han ikke fristede den almægtige Gud. Satan var ikke så dum, så han troede, at han kunne friste den almægtige Gud. Det er det samme som at påstå, at Satan er dum og uvidende, og det er han bestemt ikke. Det afslører alle de kirkesamfund, som docerer treenighedsdogmet, idet deres gud ikke er en troværdig gud, men er fuldstændig ubrugelig. Naturligvis kan man ikke friste en almægtig Gud, idet han ejer hele universet, og der findes ikke noget, som kan friste ham. (Jakobs Brev 1:13). Da Satan fristede Jesus, var Satan naturligvis klar over, at Jesus ikke var den almægtige Gud, idet han kendte Jesu ,,udseende" i forvejen. De havde jo begge været loyale tjenere for Gud i himmelen, og derfor kunne de ikke gå fejl af hinanden. Treenigheden er derfor en teologisk påstand, som ikke har hold i virkeligheden, derfor vil kirkesamfundene falde fra hinanden. Det vil ske, når det går op for kristenheden, at de ikke har en plausibel gud. Ligeså snart, at man begynder at meditere over den problemstilling, som er nævnt her, går det op for en, at treenigheden slet ikke er ordentlig gennemtænkt, og det er menneskeværk fra begyndelsen til enden. Hvis man ikke kan se det, gør man vold på sin samvittighed. Når det er nået ud til alle kroge, falder kristenheden fra hinanden. Det er umuligt at føre en religion videre uden en sand Gud.

 

Definition på treenigheden: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre ,,personer" ikke er adskilte, men er Guds eksistensmåder. I de fleste tilfælde foretrækker kristenheden, at det er Jesus, der agerer i rollen som almægtig Gud. Af de grunde, at de tre ,,personer" skal udgøre én Gud og de som følge deraf er dybt integreret med hinanden. De kan derfor ikke optræde enkeltvis som det er tilfældet nu og lade sig indpasse i kristenhedens dogmatiske udlægninger. Treenigheden finder ingen bibelsk støtte, men er en del af kirkehistorien. Treenigheden kan simpelt hen ikke lade sig gøre.

Argument 2. Inkarnationen af Gud er også forkert. Teologerne mener, at Gud blev inkarneret (legemliggjort) som mennesket Jesus Kristus. Og efter deres mening fandt inkarnationen sted ved undfangelsen, derfor mener de, at Jesus var i stand til at udfylde rollen som almægtig Gud i en tilstand af menneskefoster eller spædbarn. Det er jo en latterliggørelse af Gud uden sidestykke. Naturligvis har Gud aldrig været et menneskefoster eller et spædbarn, og et menneskefoster har aldrig kunnet agere i rollen som almægtig Gud, det er mere end naivt at påstå det. Konsekvensen er, at hvis treenigheden skal efterkommes i alle dens detaljer, har Gud været inaktiv i flere år, da han ikke var i stand til at udfylde rollen som almægtig Gud i de nævnte situationer. Jesus var heller ikke en inkarnation, idet han var en menneskesøn og født af en jordisk kvinde. Men han var Guds søn, der lod sig føde som menneske.

Argument 3. Har du tænkt over konsekvensen af treenighedsdogmet? Det fører eksempelvis til, at den almægtige Gud har stået i lære som tømrer, og arbejdet som tømrersvend i ti år eller mere. Derfor kan man ikke tage treenigheden alvorligt. Sand tilbedelse ender aldrig i nonsens.

Argument 4. Hvis Jesus skulle varetage opgaven som almægtig Gud, og dermed skulle besvare alle menneskers bønner samtidig med, at han passede alle sine menneskelige pligter, ville man komme frem til, at treenigheden ikke kan lade sig gøre. Jesus havde behov for hvile og egentlig søvn i en tredjedel af døgnet, hvor han ikke kunne besvare menneskers bønner på den anden side af jorden. Gud har ikke brug for søvn eller egentlig hvile, derfor kan han også ,,betjene" mennesker på alle tidspunkter af døgnet. Jesus kunne derfor ikke opfylde de krav, som man almindeligvis har til en Skaber. Nu hvor Jesus er oprejst til himmelsk liv som en åndeskabning, har han heller ikke behov for søvn eller hvile. Det er dog stadig Gud Faderen, som er den egentlige skaber, der har krav på bønner og tilbedelse (se Johannes 4:23, 24). I stedet for at tage sandheden til sig og lade sig overbevise om, hvad der er sandt eller løgn, så ignorerer folk konsekvenserne af Guds ord. Man bør i stedet vise ydmyghed og rette sin fejlopfattelse af kristendommen. De burde være evige taknemmelige ved at blive retledet, mens der endnu er mulighed for at vende om, der kan jo komme en dag, hvor dette ikke længere vil være muligt. Tilhængerne af dogmet har simpelt hen ingen stålfaste argumenter for treenighedslæren. Kristenhedens lægfolk tør ikke at informere deres religiøse ledere om det, der er nævnt her af frygt for, at det skal blive afvist som sort tale. De religiøse ledere interesserer sig ikke for sandheden, derimod er de mere interesseret i at beholde deres embede. (Argumenterne 4-6 er først kommet til veje efter bogens trykning. Der er sket gennem logisk tænkning vedrørende treenighedsdogmet. De findes derimod i den nye e-bog, som kommer til foråret 2014).

Argument 5. Et menneske kan slet ikke agere i rollen som almægtig Gud, det viser kendsgerningerne med al tydelighed. Kunne Jesus eksempelvis kommunikere med alverdens mennesker på én gang samtidig med, at han var i en dyb samtale med en af sine disciple? Nej, et menneske har nogle begrænsninger, som den levende og sande Gud ikke har. Derfor er det naivitet at tro på treenigheden. Ja, det er direkte barnligt. Og Gud beskæftiger sig ikke med noget, der ender i nonsens. Det er nu fastslået med syvtommersøm, at Jesus ikke er eller var den almægtige Gud. Treenigheden bygger altså på grove usandheder. Dette er en ufravigelig kendsgerning, hvad enten man kan lide det eller ej. En løgn kan nu engang ikke give adgang til velsignelser fra den sande Gud.

Argument 6. Kristenhedens medlemmer viser ikke troskab mod bibelteksten i Første Korintherbrev 8:6, hvor der står følgende: ,,For os er der kun én Gud, Faderen ...". Det fremgår meget klart af Korintherbrevet, at Gud er én og ikke en tredeling. Vers 5 siger også, der er mange ,,guder" og ,,Herrer". I Mattæus 28:10 kalder Jesus sine disciple for ,,brødre", vil det sige, at de var brødre til den almægtige Gud? Naturligvis ikke. Åbenbaringen siger, at den falske religion skal gøres øde og nøgen. Derefter vil Gud indgyde en tanke hos politikerne om, at religionen skal fjernes ved hjælp af vilddyret, som er de politiske regeringer samlet i FN. Den falske religion har været årsag til meget ondt i verden, den har eksempelvis været en del af to verdenskrige og nutidens terrorisme. (Åbenbaringen 17:15-18).

 

Teologiske påstande om treenigheden, som også er nævnt i bogen, er følgende:

 

Argument 7. Mattæus 24:36 siger, at tidspunktet for Guds indgriben kender ingen ud over Faderen, hverken Sønnen eller englene kender den. Treenighedstilhængerne hævder, at Gud blev inkarneret (legemliggjort) som mennesket Jesus Kristus. Så er spørgsmålet, hvis Jesus var Gud selv og samtidig var Guds søn, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid Gud var på jorden? Treenigheden virker utroværdig og usand. Når man kender lidt til kirkehistorien, ved man også, at den frafaldne kristendom indførte treenighedsdogmet i det fjerde århundrede, hvilket også støttes af flere teologiske opslagsværker. Egentlig kan treenigheden slet ikke lade sig gøre uden, at det ender i nonsens. Eksempelvis hvem oprejste Gud, da han døde på en marterpæl? Treenigheden er derimod direkte blasfemisk, idet Gud ikke kan dø, det siger sig selv.

 

Argument 8. er, at hvis man holder fast i treenigheden, skal man jo tolke det såkaldte fadervor efter det, som der rent faktisk står, så kunne man ikke bede til Gud i al den tid Gud befandt sig på jorden. Jesus siger helt klart, at hans disciple skal bede til Faderen, som er i himlene. Hvis han virkelig var den almægtige Gud, så havde Jesus sagt: ,,I skal bede til mig, som står på jorden", men det gjorde han ikke. (Se Matt. 6:9, Johs. 4:23, 24). Bogen indeholder en række andre teologiske problemstillinger, der gør det nemt at skille sandheden fra løgnen. Hvis man er sandhedssøgende, må man absolut have fat i denne bog. Er man ikke sandhedssøgende og ikke ønsker at ændre sind, må man nøjes med livet her og nu, og se bort fra de velsignelser, som kristendommen kan tilbyde eksempelvis evigt liv.

 

Argument 9. I Matthæusevangeliet 12:32 kan man se, hvor forvrøvlet treenighedsdogmet i grunden er. Man kan få tilgivelse for gudsbespottelse, når det gælder den ene part, men ikke for den anden part af treenighedsdogmet. Dette er et alvorligt dilemma for tilhængerne af treenighedsdogmet. Hvorfor skulle Gud lade dette skriftsted nedfælde, hvis der ikke var forskel på syndens art over for Gud eller hans søn? Synd mod Helligånden (Guds aktive kraft jf. Første Mosebog 1:2) kan eksempelvis være, at man med fuld overlæg handler mod bedre vidende, som farisæerne og Judas Iskariot gjorde det. I disse tilfælde er Skriften med til at markere meget tydeligt, at der er syndet mod Helligånden. De var bevidste omkring deres egne handlinger. I det enkelte tilfælde er det Guds afgørelse, om der er sket en bespottelse af Helligånden. Treenighedsdogmet er det største mysterium, kristenheden hidtil har præsteret. Det er let at gennemskue for selv en lægmand, hvis han fik trukket tingene frem på rette vis. De gejstlige og deres teologiske professorer antager løgnen som værende eksistentiel sandhed, og til sidst tror de selv på den. Hvordan kan ypperstepræsten Kajfas for øvrigt anklage Jesus for gudsbespottelse, når kristenheden påstår, at Jesus er den almægtige Gud? Man spotter da ikke sig selv, vel? I beretningen fra Matthæus bliver Jesus fremstillet som Guds søn. Det protesterer Jesus ikke imod, han har nemlig aldrig på noget tidspunkt sagt, at han var Gud selv, tværtimod. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Selv om Fader og Søn havde været af samme "substans" eller "ursuppe", hvad de naturligvis ikke er, havde det forhold også været berørt, såfremt der havde været tale om en bespottelse. Hvad den egenrådige Kajfas kunne se, kan kristenheden ikke engang se. Det er åndelig blindhed. Kristenheden er afsløret i åndeligt falskneri. Nu skal den kun fremstilles for Jesu Kristi retfærdige domstol. (Mattæus 26:59-65; Apostlenes Gerninger 10:42). Flere teologiske opslagsværker siger, at treenigheden bygger på græsk filosofi, og har sin rod i Platons lære. Gads Danske Bibelleksikon siger bl.a., at treenigheden blev udviklet i oldkirken. Det Nye Testamente er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende treenigheden. Det, der er galt med kristenheden er, at denne verdens gud Satan Djævelen har forblindet deres forstand, så de ikke skuer sandheden i Guds ord. (Andet korintherbrev 4:3, 4).

 

Uddrag af teologiske opslagsværker, der undsiger treenigheden:

 

Argument 10. The New Encyclopedia Britannica oplyser: "Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4) … Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid … I slutningen af det fjerde århundrede … havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da." - 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

 

Argument 11. The New Catholic Encyclopedia siger: "Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse" - 1967, bd. XIV, s. 299.

 

Argument 12. I The Encyclopedia Americana står der: "Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære." - 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

 

Argument 13. I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: "Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer … Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed … findes i oldtidens hedenske religioner". - Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

 

Argument 14. Gads Danske Bibelleksikon siger: "Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi … Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden … Disse steder kan … ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed … Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre "personer" i Guds væsen". - 1982, bd. III, sp. 598, 599. Artiklen i Gads Danske Bibelleksikon er skrevet af nu afdøde biskop, dr. theol. Bertil Wiberg, og den er meget kompromitterende for kristenheden. Det viser med al tydelighed, at de gejstlige har stået år ind og år ud og fortalt fra prædikestolen om noget, de ikke selv troede på. Det viser hvilken elendig forfatning, at deres tro i virkeligheden er. Og det har de gjort for titlerne og pengenes skyld.

 

Argument 15. Ingen steder i Justinus Martyrs omfattende litterære produktion siges der, at Gud består af tre sideordnede personer. Ifølge den danske prøveoversættelse (1989) siges der i Ordsprogenes Bog 8:22-30 om den førmenneskelige Jesus: ,,Som den første af mine handlinger skabte Herren mig, forud fra sine værker dengang ... Jeg blev født, før der var urdyb ... forud for højene blev jeg født ... (jeg var) ved hans (Guds) side som hans fortrolige." I dialog med jøden Tryfon kommenterer Justinus disse vers således. ,,Skriften har erklæret, at dette afkom blev født af Faderen før alt det skabte; og at det der fødes er forskelligt fra det der føder, vil alle vel indrømme". Eftersom Sønnen er født af Gud, bruger Justinus betegnelsen "Gud" om Sønnen. Han skriver i sin første apologi: ,,Alle tings Fader har en Søn, der ogsaa som Guds Logos og førstefødte Søn selv er Gud. Bibelen kalder også Guds Søn for "Gud". I Esajas' Bog 9:6 omtales han som "Vældig Gud". Men i Bibelen kaldes også engle, mennesker, falske guder og Satan for "guder". (Engle: Salme 8:5; jfr. Hebræerbrevet 2:6, 7. Mennesker: Salme 82:6. Falske guder: Anden Mosebog 12:12; Første Korintherbrev 8:5. Satan: Andet Korintherbrev 4:4). Det hebraiske ord for "Gud" "El" betyder slet og ret: ,,en der har magt, er mægtig." Det tilsvarende ord i De Græske Skrifter er "theos". Af det hebraiske ord, der anvendes i Esajas 9:6 kan man desuden forstå, at der klart skelnes mellem Sønnen og Gud. Her kaldes Sønnen "Vældig Gud", "El Gibbör", ikke ,,den almægtige Gud", "El Sjaddaj" derimod er en titel, der kun bruges om Jehova Gud. Nogle fra kristenheden mener ikke, at der er tale om Jesus, der beskriver hans skabelse her i Ordsprogenes Bog, men at der er tale om en personifikation af begrebet visdom. Det er naturligvis noget sludder, og der er flere og flere argumenter mod treenigheden. Treenigheden er derfor religionsfilosofi og ikke sand kristendom.

 

Argument 16. Selv om Jesus ikke er den almægtige Gud, bør vi stadig elske og ære ham højt, fordi han er den næsthøjeste i universet, og han gav sit liv for os. Mange kan ikke fravriste sig den tanke, at Jesus ikke er Gud, men i stedet er ,,en gud". Flere af Guds tjenere havde gudetitler bl.a. dommerne i det gamle Israel (Salme 82:6). I Johs. 1:1 står der i de autoriserede oversættelser, at Ordet var Gud. En korrekt oversættelse i Johs. 1:1 er, at Ordet var en gud. Noget tilsvarende gælder i vers 18, hvor der står, at "ingen har nogen sinde set Gud, den Enbårne, som selv er Gud, som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk". Også her skulle der have stået ,,en gud" til sidst. Et menneske kan nemlig ikke se Gud og leve, det kunne Moses i hvert fald ikke (Anden Mosebog 33:20). Stråleglansen fra Gud vil nemlig være så kraftig, at intet menneske kan se Gud og overleve. Og der er mange, som har set Jesus, derfor kan han ikke være den almægtige Gud.

 

Argument 17. Er gengivelsen ,,en gud” i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle græske værker hævder, at den græske tekst skal oversættes ,,Ordet var Gud”. Men ikke alle er enige herom. Den internationalt kendte bibelforsker William Barclay siger: ,,Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, og vi ser straks her, at Theos, ordet for Gud, ikke har den bestemte artikel foran. Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det mere en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord … Hvis Johannes havde sagt ho theos én ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos med Gud. Oversættelsen bliver derfor lidt kluntet udtrykt: ,,Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud … Johannes identificerer ikke her ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: ,,Han siger ikke, at Jesus var Gud.” - Many Witnesses, one Lord (Grand Rapid, Michigan, 1973 udg., s. 23, 24).

 

Argument 18. Jesu offerdød er til gavn for alle. Det var Guds hensigt at bringe en løsesum, der kunne opveje Adams forspildte liv. Netop fordi løsesummen skulle være af tilsvarende værdi som Adams liv udgjorde, kunne Gud bringe sin søn Jesus Kristus som offer. Havde Gud valgt at ofre sig selv ville løsesummen have været en meget større værdi, endnu et bevis på, at treenigheden er forkert. Jesus Kristus kaldes også for den sidste Adam, mon ikke Gud vil betakke sig ved at få vedhæftet et menneskenavn på sig selv. Første Korintherbrev 15:45. Endelig siger Bibelen, at Jesus var gjort ringere end engle, mens han var på jorden. Hebræerbrevet 2:9. Gud ville aldrig detronisere sig selv, så han var ringere end engle, det siger sig selv. Derfor er treenighedsdogmet infantilt nonsens.

 

Argument 19. Paradokser i treenigheden. Treenighedstilhængerne hævder, at Jesus er den almægtige Gud. Altså hævder de, at Jesus er en inkarnation (legemliggørelse) af Gud, men det harmonerer dårligt med Hebræerbrevet 2:9. For hvordan kan man være både almægtig Gud og ringere end engle? Det harmonerer jo ikke med hinanden.

 

 

 

Foto: Lodshusbroen ved udmundingen af Skælskør Fjord

Argument 20. Især ved juletid hører man ofte mange verdslige sange og julesalmer, hvori ordet halleluja indgår. De fleste tror, at det er en lovprisning til det lille Jesusbarn, men det er en fejlagtig opfattelse. Hvis man slår ordet op i ordforklaringen i den autoriserede bibeloversættelse af 1992 står der her, at halleluja betyder ,,lovpris Jah(ve)". Det er altså en lovprisning af den almægtige Gud, og ikke til Jesus. Der er nok mange der vil betakke sig ved at lovprise den almægtige Gud frem for hans søn. Man bør tænke over det, når man synger salmer i kirken eller julesalmer i sit eget hjem eller hører verdslige sange, hvor halleluja forekommer. Det er bemærkelsesværdigt, at halleluja forekommer både i Det Nye og Det Gamle Testamente. Især er det værd at notere, at det står i Åbenbaringen kap. 19 fire gange. Åbenbaringen er skrevet lang tid efter Jesu død og opstandelse, derfor er det logisk, at Jesus har lært sine disciple at benytte Faderens navn i deres bønner til Gud.

 

Argument 21. Det er kun de færreste, der ved, hvad Jesu navn betyder? Det er fordi deres sind er fyldt med treenighedstanker. Men en kendsgerning er det, at Jesu navn betyder ,,Jehova er frelse". Man kan bl.a. finde frem til det ved at se i ordforklaringen i den autoriserede bibel af 1931. Her står under navnet Jesus: ,,Jesus er den senere græske udtale af det gammeltestamentlige navn Josua som egentlig betyder: ,,Herren er frelse" (jfr. Matt. 1:21). Citat slut. Men navnet Josua betyder også ,,Jehova er frelse". Man kan se, at Jesu navn betyder "Jahve er frelse" ved at gå ind på Den Store Danske Encyklopædi og søge på navnet Jesus. Artiklen er skrevet af en teologisk professor. Han har redigeret i artiklen flere gange og forklaringen på, at Jesu navn betyder ,,Jahve er frelse" har fået en mindre fremtrædende plads i artiklen. Han har givetvis handlet under pres fra teologer og lægfolk, idet ,,Jahve er frelse" miskrediterer treenigheden. Jehova/Jahve er altså den egentlige frelser det vil sige, at man skal godkendes både af Faderen og Sønnen for at opnå frelse. (Se Esajas 43:10-12) Her siger den hebraiske Gud, at der er ingen anden frelser end ham. I bogen findes der langt flere argumenter imod treenigheden både teologisk og historisk.

 

Argument 22.  Esajas 43:10, 11 slår helt fast, at der kommer ingen anden gud efter Bibelens Gud Jehova, derfor er tanken om en treenig gud fuldstændig illusorisk. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Det er af afgørende betydning, at ens religion har en sand Gud. I modsat fald kan den ikke bruges til noget som helst, hvad angår Guds frelsesforanstaltninger.

 

Argument 23.   Et argument mere imod treenigheden. I Esajas 43:10-12 står der i vers 10 til sidst i verset:,, ... efter mig vil der ingen være". (Autoriseret oversættelse af 1992). Det skal opfattes bogstaveligt, nemlig at der heller ikke kommer en treenig gud efter den hebraiske Gud Jahve/Jehova, det siger sig selv. I øvrigt er versene en profeti om Guds folk Jehovas Vidner. Sammen med Apostelgerningerne 15:14 danner det en enestående profeti om Guds folk.

 

Argument 24.   Treenighedsdogmet består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Man benytter Sønnens navn, men hvad med Faderens navn? Man påstår, at alle er af samme substans, men det er en filosofisk antagelse, som ikke har hold i virkeligheden. Det er kun en filosofisk undvigelsesmanøvre, så man kan bevare mysticismen omkring Gud, og gøre den til levebrød for de ,,lærde". Naturligvis har Gud aldrig betegnet sig selv, som en treenighed.

 

En lille joke at slutte af med. En mand går en tur på kirkegården, her får han øje på graveren, der er i færd med at grave et stort hul på en af gravpladserne. Manden siger så til graveren: ,,Hvorfor graver du så stort et hul, der er jo mindst plads til 4-5 kister" ,,Jo" siger graveren: ,,Jeg har hørt, at treenighedsdogmet er afgået ved døden, så jeg måtte hellere lave rigeligt med plads". En anden problemstilling, som ikke står i bogen, er følgende: Hvordan kunne det være, at Jesus ikke kunne forudse, at Judas ville forråde ham? Hvis han var den almægtige Gud, var det en smal sag for ham at undgå udvælgelsen af Judas, så han ikke behøvede at dø. Det var netop, fordi Jesus ikke var almægtig og kunne se ud i fremtiden ligesom Gud kan. Selv om Jesus tilbragte en hel nat i bøn før sin udvælgelse af apostlene, vidste han ikke, at Judas blev den apostel, der ville forråde ham. Det blev han først klar over, da Judas begyndte at stjæle af de betroede midler fra menighedens pengekasse. I øvrigt vender det tilbageværende spørgsmål tilbage, hvorfor kunne Jesus dø, hvis han var almægtig, og hvem oprejste ham? Sandheden er, at det var Gud, der oprejste ham. Han kunne jo ikke oprejse sig selv. (Apostlenes Gerninger 2:24, 32). Selv om intet er umuligt for Gud, så ville han aldrig misbruge sin egen ret til at se ind i enkeltindividers fremtid. Den frie vilje er jo givet til menneskeheden, derfor ville han undergrave sine egne kærlighedsprincipper, hvis han gjorde det. Men hvis det betød liv og død for ham selv, så er jeg overbevist om, at så ville han bryde det. Men det er naturligvis noget infantilt sludder, at Gud kan dø, idet ingen kan slå Gud ihjel. Vidste du for øvrigt, at Bibelen lover, at menneskene vil få deres ungdom tilbage, ja, de vil blive endnu friskere end i ungdommens dage (se Jobs Bog 33:25). Det er sådanne ting Paradiset vil udvirke.