Uddrag fra bogen Eksistentielle tanker

Her vises de første tre kapitler af bogen Eksistentielle tanker

Forord

 

Læs denne iøjnefaldende bog om kristendommen. Bogen er kontroversiel i forhold til officiel gudsdyrkelse, fordi den på en meget kontant måde afslører teologiske usandheder, som almenfolket har udvist blindhed overfor. Af disse grunde giver den stof til eftertanke. Præsteskabet og de teologiske professorer har på behændig vis fået disse usandheder til at gå ubemærket over i historien, uden at så forfærdelig mange har sat spørgsmålstegn ved disse grundlæggende ,,uteologiske” tolkninger eller dogmer. Kristenheden vil gå i opløsning, fordi den er bygget på falske forudsætninger, som den har foregøglet befolkningen. Af de grunde vil den blive fjernet af Gud. (Se Åbenbaringen 17:15-18). Falsk religion betegnes som en skøge, fordi den har haft et skøgelignende forhold til verden, og dermed til verdsligheden. Åbenbaringsbogen er den bog, som kristenhedens teologer ikke har lys over. Men hvis man skal gøre sig forhåbninger om at være en sand kristen, skal man have fuldt lys over denne bog. Kristenheden opfatter bogen som stærkt allegorisk, og det irriterer dem, at de ikke forstår bogen. Det er nu ikke så mærkeligt, at kristenheden ikke har lys over bogen, idet den handler om Babylon den Store, der vil gå sin egen ødelæggelse i møde. Babylon den Stores undersåtter vil flygte fra skøgen, idet de ikke kan få deres åndelige tørst slukket gennem den ,,visdom”, som Babylon den Store kan levere til lægfolket. Og forlader man ikke Babylon den Store, udsætter man sig selv for en kollektiv dom. (Åbenbaringen 18:4).

 

Især afslører bogen på samme måde som Søren Kierkegaard det fordækte, der finder sted blandt det etablerede præsteskab. Endvidere er der den universitetsdocerende teologiske lære, som bl.a. hviler på platoniske læresætninger. De myter, der findes, kan ikke forsvares på et kristent grundlag. Ingen teologisk professor eller gejstlig kan eller vil argumentere ud fra Skriften, idet den åndelige nøgenhed kommer frem i menneskers bevidsthed. I bogens kapitel 4 og 7 samt Spidsfindigheder findes der nogle særdeles kompromitterende læresætninger, som er umulige at fastholde selv, når man på ynkelig vis prøver at se tingene ud fra det synspunkt, hvor man hævder, at Guds tilsynekomst kun kan ske i paradokset. Inkarnationen af Gud selv i forklædning af menneskeskikkelse er en fremstilling, som ikke er korrekt. Hvordan kan en almægtig Gud bringes i fristelse, når han ejer alt i forvejen? Hvad indebærer det i øvrigt at være almægtig? Det indebærer naturligvis, at ingen kan dræbe den øverste i universet, i modsat fald, er man ikke almægtig, det siger sig selv. Og at Gud skulle detronisere sig selv, er helt verdensfjernt. Dette dogme kan slet ikke lade sig gøre uden, det er et mysterium. Hvordan kan man hævde, at Gud døde, og tilbage står spørgsmålet, hvem oprejste ham? At erklære at Gud var død, er det samme som at nedgøre ham, netop fordi ingen kan slå Gud ihjel. Der er naturligvis ingen mysterier i Guds ord, fordi Bibelen er skrevet til mennesker, og skal også kunne forstås af mennesker, derfor er der ingen mysterier. Mysterier og mirakler er ikke de samme ting. Det er så let at sige, at tingene er mysterier, da Guds ånd ikke giver mulighed for at forstå den rette sammenhæng, idet man mangler oprigtighed. Gud kan heller ikke være inaktiv i flere år, og det har han været, såfremt han skulle agere i rollen som almægtig Gud i en tilstand af menneskefoster og spædbarn. Heller ikke et større barn, som ikke er fuldt udviklet, ville kunne udfylde rollen som Gud. Derfor må Gud have været inaktiv i flere år, hvis treenigheden skal efterkommes i alle dens detaljer. Inkarnationen fandt sted ved undfangelsen, derfor var Gud et menneskefoster efter teologernes mening. Det er en latterliggørelse af Gud. Der er derfor tale om åndelig vildførelse af mennesker i hundredvis af år, med den lærdom præsteskabet docerer. Bogen kaster lys over dette spørgsmål på en logisk måde. Kristenhedens menneskeskabte dogmer ender for gejstligheden og dens professorer i en infantil tankegang. Derfor er Platons lære vigtigere for præsteskabet end Kristi lære, idet sidstnævnte vil afsløre kristenheden som det rene hykleri. De spørgsmål, som bliver rejst her i afsnittet, vil kristenhedens teologer ikke konfronteres med. Hvis de forsøgte at besvare dem, ville de afsløre sig selv og deres religion som værende enfoldig og uden forbindelse med virkeligheden. Kristendommen er derimod en letfattelig religion, der er uden mysticisme. Hvis det som er nævnt i disse afsnit, kom ud i en større forsamling, og det blev gennemdebatteret, ville kristenheden være afsløret og færdig som religion. Hvad er en religion uden en sand Gud? Det er derfor fastslået med syvtommersøm, at Jesus ikke var eller er den almægtige Gud. Han er derimod Guds førstefødte søn. For at bruge Søren Kierkegaards retorik, kan kristenheden kun bruges til at holde Gud og mennesker for nar. Kristenhedens præsteskab har den frækhed, at til trods for, at de er afsløret i et åndelig falskneri, fortsætter de med at forkynde om den treenige gud indtil den dag, da Gud fjerner dem fra deres stillinger. Bibelen siger, at al falsk religion (skøgen) skal gøres øde og nøgen, hvorefter hun skal tilintetgøres.  (Åbenbaringen 17:16). 

 

Hvad er for øvrigt den letteste måde at finde ud af, at treenigheden ikke er sand? Jo, de fleste erkender, at Satan er klog og snu. Var Satan da ikke klar over, at det ikke var Gud, at han fristede i ørkenen, da han fristede Jesus? Jo, naturligvis var han det. Satan var ikke så dum, så han troede, at han kunne friste den almægtige Gud. For øvrigt havde Satan været sammen med Jesus i himmelen, da de begge var loyale åndeskabninger. Af de grunde kendte Satan Jesu ,,udseende” temmelig godt. Det er derfor tåbeligt at gøre Satan dum og uvidende, derfor er det lykkedes ham at føre mange mennesker på vildspor. Ja, så nem er treenigheden at afsløre. Disse linjer gør absolut treenigheden fuldstændig illusorisk.

 

,,Kristendommen” i sine officielle klæder skal bare give det udseende af, at man fremstår som en ,,kristen”, men dybest set afviger den fra egentlig kristendom. Det er det samme resultat, som Søren Kierkegaard kom frem til ved at kalde officiel kristendom for Christenhed. Tiden er inde til at teologiske usandheder kommer frem i dagens lys. Kritikken er altså ikke rettet mod kristendommen, men mod de mennesker, der på det groveste har udnyttet kristendommen til at ernære sig selv og deres familie, hvilket bestemt ikke var den tanke, som Jesus havde med sine disciple. Præsteskabet er en selvbestaltet gruppe, der er kommet ind i billedet efter Kristi død, idet kristne, jordiske præster slet ikke nævnes i Det Nye Testamente. Præsteskabet er et levn fra jødedommen. Det har gennem årene været vanskeligt at komme levebrødsteologien til livs, idet ingen har turdet tale autoriteterne midt imod, men det gør bogen på fortrinlig og saglig vis punkt for punkt. Præsterne har været uden respekt for de inspirerede Skrifter og i nogle tilfælde erstattet dem med deres egne synspunkter, som ikke er brugbare til noget som helst, hvad angår Guds frelsesforanstaltninger.

 

 I modsætning til traditionel religionsfilosofi tager denne bog sit udgangspunkt i åndelig tænkning. Især er den rettet mod den officielle måde at anskue begrebet kristendom på. Bogen tager udgangspunkt i den tidsperiode, hvor kristendommen står i dag ca. 2000 år efter dens oprindelse. Spørgsmålet er, om den kristendom, som de etablerede kirkesamfund repræsenterer i dag, stadig er identisk med den urkristendom, hvorefter de første kristne levede. Skal kristendommen indrette sig efter tiden eller skal tiden indrette sig efter kristendommen? Kan et moderne menneske i vort århundrede anvende Bibelen i praksis i forbindelse med sin religiøsitet? Eller er den et værk frembragt af menneskehånd, som ingen betydning har i forhold til eksistentiel sandhed?

 

Ordene i bogen understøtter Bibelen ved at trække de arkæologiske, historiske og andre videnskabelige ting frem i debatten. Disse uafviselige kendsgerninger peger på Bibelens pålidelighed. Set ud fra en logisk betragtning er Bibelen et uundværligt instrument i den kristnes gudsdyrkelse. Af de grunde anvender jeg Bibelen til understøttelse af eksistentiel sandhed, idet den stemmer overens med de historiske beretninger og med de arkæologiske fund, der er kommet til veje gennem tiden. Det kristne grundlag udgår ikke fra antagelser, men fra historiske vidnesbyrd. Endvidere behandler bogen åndelige tanker om tingenes tilstand, som nogle opfatter verden af i dag. Det teleologiske bevis for Guds eksistens findes i den storslåede natur, som ses i skaberværket. Hensigten med skabelsen rækker langt videre end de fleste umiddelbart har øje for. Åndelig indsigt er det, som bogens udgangspunkt bygger på. Netop denne indsigt i bibelteksten har kristendomsdebatten været blottet for i større omfang.

 

Endvidere behandler bogen konklusionen af Søren Kierkegaards tanker og hans udfald mod den officielle kristendom i bogen Øieblikket, som var hans sidste værk. Bogen skildrer hans kamp mod det fordækte. I min skriftlige ,,retorik” indgår en lignende euforisk tilkendegivelse af eksistentiel sandhed, som den Kierkegaard gav udtryk for. Det sker på baggrund af det åndelige lys, som bibelteksten mere og mere afdækker efterhånden, som tiden skrider frem. Den kristne tænker forsøger at tænke Guds tanker, der netop bygger på åndelig indsigt. Det giver et dækkende og livsbekræftende syn på kristendommen.

 

I tilslutning til det overordnede mål med at være kristen ville det være naturligt at gøre sig nogle åndelige tanker i den forbindelse. Nogle af tankerne ligger i forlængelse af de tanker, som Søren Kierkegaard gjorde sig i forbindelse med sin meditation over gudsforholdet. Derfor må der drages en konklusion af disse tanker. Bogen indeholder eksegese, der er modtagelig for fornuften, fordi udgangspunktet ligger i den åndelige tænkning og forståelse. Det er nogle meget centrale punkter, som bliver trukket frem i søgelyset. Tankerne er absolut ikke blevet mindre aktuelle med tiden, snarere tværtimod.

 

Bogen anfægter i høj grad treenighedsdogmet, som en fornuftbegrundet teologisk konklusion på gudsbegrebet. Den gør dette dogme til en menneskeskabt antagelse, der ikke har rødder i urkristendommen, men derimod i babylonsk tænkning. Jødedommen var strengt unitarisk, og kristendommen ligger i umiddelbar forlængelse af denne. Gud er derfor uforanderlig og stadig den samme uanset tidsperioder. Der er kun få teologer, der har anfægtet dette dogme som værende ,,uteologisk”. Troen bør være logisk, letfattelig og se teksten på en sådan måde, at det ikke sker ud fra fundamentalistiske synspunkter, men derimod med åndens øjne.

 

Eksistentielle tanker kommer ind på professor, dr. theol. K. E. Løgstrups bog Opgør med Søren Kierkegaard. Løgstrup giver bl.a. sit syn på Kierkegaards forhold til lidelse. Løgstrups bog griber ikke fat i ondets rod, sådan som Søren Kierkegaard så tingene foran sig. Hele spørgsmålet om den praktiske teologi bliver slet ikke berørt af K. E. Løgstrup. Det var især dette spørgsmål, som tages op i Søren Kierkegaards bog Øieblikket. Kierkegaard afslører her det fordækte ved officiel kristendom.

 

Endelig behandles emnerne æstetik, etik og religiøsitet. Den giver nogle gode råd i forbindelse med det kristne menneskes æstetiske valg, idet den afstikker nogle rammer, som den kristne kan forholde sig til, i praksis nogle brugbare retningslinjer for et menneske, der ønsker at rette sig ind efter et liv i lystfølelse og med Guds velbehag. Endvidere sammenholder den det æstetiske med det uæstetiske i kunsten. Den kristne etik fremmer hensynet til det medmenneskelige og den gør ikke kristendommen til et tungt åg over skuldrene. Derimod gør den kristendommen til en let byrde at bære i overensstemmelse med god sædvane. Endvidere kommer den ind på menneskers egne personlige livsvalg set i forhold til deres valg som enlig eller gift. Endelig fremholder den essensen i det religiøse element. Bogen indeholder koncentreret substans med hensyn til de åndelige gøremål i livet og sætter fokus på dem. Derfor er den samtidig let tilgængelig, og hensigten i den åndelige vejledning er klargjort tydeligt. Jeg har prøvet at forfatte bogen i et let forståeligt sprog, som alle har mulighed for at få et udbytte af. Den sætter spørgsmålstegn ved den officielle kristendom ved at betragte den ud fra urkristendommen. Den imødegår officiel dogmatisk kristendom og understøtter den egentlige kristendom med mange bibelcitater. Bogen indeholder teologi på et meget højt plan, som slet ikke kan sidestilles med den åndelige føde, der serveres i kirkerne. Jeg er i øvrigt en apologet, der forsvarer kristendommens grundlæggende læresætninger. 

 

I tresserne, hvor mine ungdomsår forløb, gik tankerne omkring åndelig tænkning i forbindelse med kristendommens tilsyneladende gådefulde udmøntning i praksis via pacifistisk liberalisme og marxisme. Kristendommens indhold lå imidlertid ikke begravet i menneskeskabte ideologier. Denne kombination af politisk, filosofisk tænkning indeholder for mange modsætningsforhold, der gør kristendommen til en umulighed. Den kristne tænker ser et meget større perspektiv foran sig, der har sit udspring i urkristendommen.

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                          Finn Sørensen

 

 

                                                       

 

 

 

                                                                            

 

Kapitel 1. Grundlæggende tanker

 

Mennesket er fra dets skabelse formet således, at det har et åndeligt behov, men flertallet ønsker ikke at gøre brug af dette gode. I mange tilfælde hænger det dog sådan sammen, at man alligevel foretrækker at leve i et religiøst uforpligtende forhold med et kirkesamfund. Man kan sige, at det er en form for falsk tryghed eller åndelig ligegyldighed. Det at kalde sig kristen frem for at være kristen er blevet endnu mere fremherskende i vores generation. Kristendommen som begreb er blevet en egentlig tradition og mere end en egentlig overbevisning. Alligevel er der enkelte mennesker, der har gjort sig visse tanker med henblik på, hvad fremtiden vil bringe. Det grundlæggende spørgsmål, som optager disse mennesker, har uden tvivl været, hvad der er den egentlige mening med livet? Såfremt man anser Gud som værende en eksistentiel sandhed, må dette liv have en dybere mening, der ikke ender i ikke-eksistens. Udgangspunktet, som det enkelte menneske vælger ud fra i dag, sker ofte på baggrund af den enkeltes forhold i øvrigt, der ofte hviler på traditioner, historie eller sker under andre åndelige vækstbetingelser og geografiske forhold. Den dybere åndelige forankring er som regel ikke særlig befæstet i bevidstheden, men mere bundet af traditionsforhold.

 

Set ud fra en objektiv synsvinkel er det onde blevet mere fremherskende mennesker imellem, og den ydre religiøsitet, som kendetegner folk i almindelighed, har ikke gjort denne iagttagelse mindre. Man kan stille sig det spørgsmål, hvad er årsagen, og kan vi udrette noget? Det er dog fortrøstningsfuldt, at det onde som begreb vil være vigende for det gode, idet det onde altid vil være konfliktfyldt og selvdestruktivt. Naturligvis kan det onde for en tid have dominans, men det vil aldrig kunne besejre det gode, i og med Gud er indbegrebet af kærlighed. Ondskaben har altså sine begrænsninger, selv om det ved første øjekast kan være vanskeligt at få øjnene op for denne ufravigelige kendsgerning. Det er på grundlag af dette perspektiv, at man må betragte verden af i dag. Guds eksistens er indiskutabel, al den stund at universets uendelighed er så ufattelig og overgår ethvert menneskes forstand. Romerbrevet 1:20 siger: ,,For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.” I øvrigt er begreberne ,,evighed eller uendelighed” vanskelige at fatte, idet disse begreber kun kan sættes i forbindelse med Guds eksistens. Disse ufravigelige kendsgerninger er ligesom tiden uden begyndelse og uden ende. Når man samtidig erkender eksistensen af Gud, som en kærlig Skaber er det en nødvendig konklusion, at man i samme åndedrag må antage hans ord Bibelen for værende skrevet under inspiration. (Andet Timoteusbrev 3:16). En kærlig Skaber ville aldrig efterlade mennesker efter forgodtbefindende. En Gud der ikke efterlader sig spor af sine hensigter med menneskeheden, er som en bil uden rat, ingen af dem er brugbare. Guds styrke og kraft ville også afstedkomme, at hans ord forblev uforfalsket som en helhedsbetragtning. I modsat fald ville han stå som en svag Skaber i menneskers bevidsthed. Logisk set er der kun plads til én sandhed, der hviler på historisk, religiøs og eksistentiel sandhed. Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard byggede sine tanker op omkring det bibelske tema. Den forlorne, traditionsbundne og uengagerede kristendom betragtede han som navnkristen og benyttede ordet "Christenhed". Man kan kun være helt enig i den betragtning, som Søren Kierkegaard anlagde i forhold til de navnkristne. Kirkesamfundenes teologi består af dogmatik bygget på uvidenskabelige teser og indeholdende adskillige ubibelske ritualer. De forskellige kirkesamfund er i mange lande bundet af økonomiske forhold med statsmagten, eller har indgået fordelagtige konkordater e.l.

 

Filosoffernes betydning i øvrigt

 

De store tænkere op igennem historien er i øvrigt uinteressante for den kristne, idet de ikke havde ,,bemyndigelse” til at tale på Guds vegne. Filosoffernes tanker er derfor bygget på mere eller mindre menneskeskabte forudsætninger. Det ender ofte i pedanteri frem for at berøre de store centrale åndelige spørgsmål i livet. Naturligvis kunne Sokrates og andre filosoffer delagtiggøre mennesker i nogle velbegrundede og fornuftige citater, men det er der så mange, der har været i stand til udelukkende ved en logisk tænkeevne og evnen til at udtrykke sig. Kun Guds tjenere, der var udvalgt i fortiden, havde denne bemyndigelse til at nedskrive inspirerede ord fra Gud. (Andet Timoteusbrev 3:16). Bibelen advarer mod denne verdens filosofi. I Kolossenserne 2:8 siges der følgende: ,,Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.” (Autoriseret oversættelse af 1992). De konklusioner, som mennesker kommer frem til, kan tillige være inspireret af udefra kommende kræfter. Det er velkendt at Sokrates, Platon og Aristoteles gik ind for begrebet om sjælens udødelighed. Deres indflydelse fra de græske guder har uden tvivl sat sit spor. Læren om sjælens udødelighed var fremherskende i lang tid før Sokrates og Platon formulerede læren. Derimod er lærens ophav kommet fra Satan Djævelen, der sagde til de første mennesker: ,, … Vist skal I ikke dø…”. (Første Mosebog 3:4, 5). Det var nemlig ensbetydende med, at han selv kunne holde sig i live og udøve sin magt til evig tid. Sokrates og Platon omformede læren om sjælens udødelighed til en religionsfilosofi, der kunne forekomme spiselig for både samtidens og eftertidens generationer. I oldtiden var der eksemplerne med de persiske Zarathustratilhængere og ægypterne før dem, der troede at sjælen var udødelig. I det gamle Babylon, hvor dette dogme var udbredt kunne essensen af denne trosretning i den babylonske religion spores i Ægypten, Persien og Grækenland. En jødisk filosof, Filon fra Alexandria, der levede i det første århundrede agtede Platon højt og søgte dermed at forklare jødedommen med udtryk hentet fra den græske filosofi. Jødernes Talmud fik også et præg af græsk tankegang. Man må konstatere, at Talmuds rabbinere troede på sjælens forsatte eksistens efter døden, som det fremgår af Encyclopedia Judaica. Den jødiske mysterielitteratur som eksempelvis Kabbala går meget langt i den henseende, idet den fremholder læren om sjælens udødelighed. Læren om reinkarnation er forbundet med sjælens udødelighed. I dag udgør den essensen i mange af Østens religioner. Derimod er opstandelseshåbet en del af kærlighedens og barmhjertighedens egenskaber, idet der både skal ske en opstandelse af retfærdige og uretfærdige. (Apostlenes Gerninger 24:15). De uretfærdige i denne sammenhæng behøver ikke nødvendigvis at være mennesker, der har bedrevet ondt i stort omfang. Derimod kan det udmærket være åndelig vildførte mennesker, der ikke har forstået det kristne eller førkristne budskab i tilstrækkelig grad. Disse personer vil efter al sandsynlighed komme ind under Guds barmhjertige foranstaltning omkring opstandelseshåbet ved at få en ny chance for at behage Gud.

 

Til hvilken nytte tjener opstandelseshåbet, hvis sjælen er udødelig? I øvrigt er den tanke i fuldstændig disharmoni med bibelteksten i Prædikerens Bog 9:5, 10: ,,For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn for deres navn er gået i glemme … Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom” eller Ezekiels Bog 18:4 ,,Alle menneskers liv tilhører mig; faderens liv såvel som sønnens liv tilhører mig. Den, der synder, skal dø”. (Autoriserede oversættelser af 1992). I forbindelse med håbet om at leve på jorden ville den diametrale modsætning være døden og er forbundet med ikke-eksistens. Sjælens udødelighed er en tanke, som er gjort spiselig for mennesker gennem denne verdens bedrag af filosofi. Filosoffernes valg af deres egen tolkning af livets gøremål og dermed religionsfilosofi kan derfor være mere end betænkelig både for dem selv og andre.

 

Filosofisk tænkning indføres i kristendommen frem

 

for kundskab om Gud

 

En af de første kirkefædre Augustin fra Hippo (353-430) forsøgte at få platonisk filosofi sammensmeltet med kristendommen, og Origenes fra Alexandria var ligeledes påvirket af Platons tanker. Augustin stod for prædestinationslæren, det vil sige at menneskets skæbne på forhånd var fastlagt af Gud. Denne lære har intet med kristentro at gøre. Det giver i sig selv et uhyggeligt fortegnet billede af en kærlig Gud, der har de bedste hensigter med sine skabninger. Hvis dette på forhånd fastlagte mønster for livet fremover var en realitet, ville det umuliggøre livets stræben efter kristendommens finalisme, som det enkelte menneske måtte have sat sig som mål. Prædestinationslæren er derfor udsprunget af manglende åndelig indsigt og tro på Guds kærlighed og er i diametral modsætning til eksistentiel tankegang. Augustin blev imidlertid modsagt af munken Pelagius, der påpegede, at menneskets frelse skete gennem den frie vilje.

 

Naturligvis kan en filosof komme frem til den samme konklusion som den kristne intensive tænker. Generelt bør man for at undgå faldgruber holde sig til de anvisninger, som Bibelen råder mennesker til, så vil man gøre det rette. Mennesketanker forblinder undertiden forstanden. Paulus gav sig i samtale med nogle epikuræiske og stoiske filosoffer, men de var netop forblindet af denne verdens filosofi og kaldte Paulus for et ,,snakkehoved”. (Apostlenes Gerninger 17:18). Matthæusevangeliet 11:25 siger: ,,På den tid tog Jesus til orde og sagde: ,,Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.” Ydmyghed er bl.a. det, der kvalificerer et menneske til at blive et åndeligt menneske, og det havde nogle af disse filosoffer langtfra.

 

Skæbnetro eller den frie vilje?

 

Kristentro er ikke skæbnetro. Mange, der rammes af ulykke, trøster sig ofte med at sige: ,,Det er nok Guds vilje at det gik sådan”. Men er den tankegang rigtig? Nej, det enkelte menneskes fremtid er ikke forudbestemt eller lagt i faste rammer fra dets fødsel. Prædikerens Bog 9:11 siger: ,,… men alle er bundne af tid og tilfælde.” (Autoriseret oversættelse af 1931). Naturligvis kan den almægtige Gud forudse tingenes udvikling for det enkelte menneske, da intet er umuligt for ham. Han vil dog aldrig misbruge sin egen ret til at se tingenes udvikling foran sig for det enkelte individ, idet det vil være simpel logik, i og med den frie vilje er givet til alle hans skabninger. Således er den frie vilje en del af den kærlighed, der eksempelvis er givet til menneskeheden. Derfor er indsigt i det enkelte individs fremtid ene og alene en teoretisk mulighed. Den vil aldrig nogen sinde kunne tages i anvendelse af en kærlig Gud på noget tidspunkt, idet den vil undergrave hans egne kærlighedsprincipper. Kun det, som berører menneskehedens fælles fremtid, er derimod nævnt gennem hans ord. Der var ingen grund til at skabe Adam, hvis Gud på forhånd kendte eller ønskede at kende hans fremtidige gerninger. Derfor er det enkelte individ skabt med en fri vilje, og det er en kærlig foranstaltning, som Gud har truffet. Havde Adam ikke syndet, var historien blevet helt anderledes. Den frie vilje kan naturligvis kun være relativ modsat det absolutte, som kun Skaberen har råderum over.

 

Var Judas Iskariot eksempelvis forudbestemt til at forråde Jesus? Salmernes Bog 41:10 nævner ikke en bestemt person ved navns nævnelse. Såfremt det ikke var blevet Judas, så var det blevet en anden person, der forrådte Jesus. Det kunne også have været en af Jesu disciple uden for apostlenes rækker. Jesus vidste heller ikke fra starten, hvem der skulle forråde ham, da han udtog de 12 apostle. Ifølge Johannesevangeliet 6:64 bliver ordet ,,begyndelsen” nævnt. (Ordet begyndelse henviser ikke fra det tidspunkt, hvor Judas blev født, men ,,fra begyndelsen” af hans forræderiske vandel). Det er jf. Første Mosebog 1:1, Lukasevangeliet 1:2, Johannes’ Første Brev 2:7, 13, at ordet ,,begyndelse” bruges i relativ forstand. At Judas viste sig at blive den person, der ville forråde Jesus, var der ingen, som havde nogen anelse om, især apostlene frygtede for deres egen situation. Jesus havde fuld dømmekraft og havde en gudgiven egenskab, som et fuldkomment menneske til at se tingene udvikle sig hen ad vejen. Da Judas begyndte at stjæle de betroede midler fra kassen kom hans fordærvede holdning til udtryk allerede, inden han forrådte Jesus, derefter begyndte det at gå galt for Judas. Det kunne Jesus se på Judas’ reaktioner i kraft af sin fuldkomne dømmekraft. En anden ting, der taler for denne tilfældighed i ,,valget” af Judas kunne være at navnet Judas ikke var forbundet med nogen forbandelse. Både Jesu apostel Taddæus (hed også Judas), og hans egen halvbroder bar navnet Judas. Navnet Judas betyder ,,priset” og er den græske form for det hebraiske Juda. Navnet Iskariot ligger der heller ikke noget odiøst i.

 

Sofisterne samlede al opmærksomhed om mennesket og dets muligheder i deres undervisning af ungdommen. Sofisterne mente at mennesket i alt fald i dette liv måtte være i stand til at udforme sin egen skæbne. Sofisterne mente endvidere, at sandhed var et spørgsmål om den enkeltes personlige opfattelse; det var et synspunkt, der lå tæt op ad det hinduerne troede på, men Sokrates modsagde det. For stoikeren er alt forudbestemt og kan ikke ændres – universet er et resultat af faste uforanderlige loves virkekraft. Kristentro er ikke determinisme eller bliver det på noget tidspunkt. Tanken i sig selv er skræmmende og ukærlig. Mennesketanker er det helt og fuldt. Til sidst måtte stoikerne til en vis grad opgive deres egen morallære, således at de fik en lille indflydelse på at kunne vælge mellem godt og ondt. Det latterlige består i, at man må foretage grundlæggende forandringer i den filosofiske tankegang. Det er ikke kun justeringer af filosofien, men derimod fundamentale ændringer, der rokker ved hele den filosofiske menneskeskabte tankegang og troværdighed.

 

Vi må fastholde at kristendom ikke har noget med skæbnetro at gøre al den stund, at vi er underlagt tid og tilfælde. Den trofaste tjener for Gud rammes jo også af sygdom. Tag eksemplet med Job. Den retfærdige rammes også af ulykker. (Salmernes Bog 34:20).

 

Pålideligheden i Bibelens udsagn

 

I mange teologiske kredse betragtes Bibelen, som en bog indeholdende mange myter. Skabelsesberetningen og syndefaldet er blandt de beretninger fra Guds ord, der får vedhæftet dette prædikat. Men er disse beretninger blot nogen infantile myter? Absolut ikke, idet de nævnte passager udgør grundlaget for Jesu Kristi genløsningsoffer, da tingene fik den udvikling, som de gjorde. Jesu slægtsregister i Lukasevangeliet kapitel 3:38 peger også tilbage til Adam. Jesus har aldrig draget skabelsesberetningen i tvivl på noget tidspunkt. Paulus nævner Adams navn både i Romerbrevet 5:14, Første Timoteusbrev 2:13 og i Første Korintherbrev kapitel 15:22, 45. Endvidere nævner Jesu halvbroder Judas navnet i hans brev vers 14. Skabelsesberetningen har åbenbart været til drøftelse iblandt fremtrædende kristne, når Lukas, Paulus og Judas finder anledning til at nedskrive Adams navn i Bibelen. Havde syndefaldet ikke fundet sted, ville Jesu offerdød i sig selv ikke have haft nogen mening, da hans tilstedeværelse på jorden blandt andet bestod i at løskøbe menneskeheden fra synd og død. (Matthæusevangeliet 20:28; Johannesevangeliet 3:16) Evolutionisternes teorier er derfor uden mening, hvis man ikke samtidig forkaster Jesus som en historisk person. Forfatteren H. G. Wells, der ikke selv gjorde krav på at være kristen, men nærmest havde en marxistisk opfattelse anerkendte imidlertid, at Jesus er det største menneske, der har levet.

 

Jesus anerkendte de gamle håndskrifter som værende sande. Eksempelvis henviste han selv til Vandflodens historiske kendsgerning. (Matthæusevangeliet 24:37, 38) Endvidere gjorde apostlene Peter og Paulus det samme jf. Første Peters Brev 3:20; Andet Peters Brev 2:5; 3:5, 6; Hebræerbrevet 11:7. Noa tog syv par *) af alle de rene dyr og ét par af alle de urene dyr med i arken. Selv om Moseloven ikke var trådt i kraft, vidste Noa, hvad de rene og urene dyr indbefattede, og at nogle af de rene dyr ved en senere lejlighed skulle bruges som offerdyr. (Første Mosebog 8:20) I henhold til opslagsværker findes over en million dyrearter i verden. Noa behøvede imidlertid kun at sørge for at bevare eksemplarer af hver af skabelsesberetningens ,,arter” af landdyr og flyvende skabninger. Der er forskere, som har hævdet at der kun behøvedes 43 pattedyr,,arter”, 74 fugle,,arter” og 10 krybdyr,,arter” med i arken for at alle de varieteter af dyr, som vi kender i dag, kunne frembringes. Ifølge de beregninger, som man kan gøre ud fra Bibelen, havde arken et rumfang på ca. 40.000 m3 brugbart rum – rigelig plads til at alle, både dyr og mennesker, kunne være i arken samt den føde de skulle indtage. (Første Mosebog 6:18-21; 7:2:3) Alene arkens størrelse har været iøjnefaldende. Fuldt lastet, har dette fartøj været på størrelse med den 269 meter lange oceandamper Titanic. Der har ikke været noget fragtskib i oldtiden, som havde blot tilnærmelsesvis den samme størrelse. Da arkens indvendige konstruktion var forstærket med to ekstra dæk, havde den i alt tre dæk med en samlet gulvflade på godt 8900 m2. *) En korrekt oversættelse ville her være, at Noa tog tre par af de rene dyr og et syvende dyr, som skulle ofres i alt syv rene dyr. Det hebraiske udtryk der gengives ,,syv”, læses ordret ,,syv syv”. Men som også andre skriftsteder viser, betyder denne gentagelse ikke syv par.  

 

Dyrenes vandring før Vandfloden

 

Nogle mennesker har villet hævde, at den omstændighed, at der findes dyr i isolerede områder som Australien og New Zealand, viser, at det ikke var alle landdyr uden for arken der gik til grunde i Vandfloden. Der er havforskere, som mener at de områder der nu er isolerede, engang har været forbundet med fastlandet ved landbroer. Endvidere er der undersøgelser, som tyder på at en midtatlantisk ryg som gik tværs gennem Atlanterhavet og som nåede over havets overflade. Sandsynligvis kan der have været andre tilsvarende højderygge, hvor dyrene kan have vandret over, inden disse landfaste forbindelser sank i havet. (Se The Deluge Story in Stone, B. C. Nelson, 1949, s. 156; The Flood in the Light of the Bible, Geology, and Archaeology, A. M. Rehwinkel, 1957 s. 69).

 

Under og efter Vandfloden

 

Ligesom i det daværende og kommende paradis var der ikke, og vil der ikke være nogen frygt eller aggressivitet mellem mennesker og dyr eller dyrene indbyrdes. Dyrene er skabt med en naturlig respekt for mennesker, men viste først egentlig frygt efter Vandflodens ophør, idet de kunne tjene som føde for dem. (Første Mosebog 9:2, 3) Indbyrdes er dyrene også blevet fødeemner for hinanden. Et nyt kapitel i menneskets historie blev indledt. Dyr, som tilbragte store dele af deres færden enten i luften eller i vandet har kunnet overleve uden for arken. Nogle dyr for eksempel insekter, padder, krybdyr og fugle, har kunnet overleve på den måde, da disse dyr har haft mulighed for at hvile sig og tillige kunne indtage føde på det store fartøj. Det hele skete også under gudgivne omstændigheder. Da jorden igen var tørlagt, formentlig over store landområder kunne dyrene spredes over jorden på ny. Inden for de enkelte arter er der sket en udvikling, men arten er stadig den samme. Den har kun tilpasset sig de nye geografiske og fødemæssige forhold. Mennesket har jo også gennemgået forandringer i væksten, men vi er ikke blevet udstyret med andre legemsdele end dem, vi havde fra skabelsens dage. Derfor berettiger det ikke evolutionisterne til at forkaste skabelsesberetningen. Dyr og mennesker har tilpasset sig deres nye situation. Sandsynligvis var der ingen deciderede negride mennesker før Vandfloden, idet disse stammer fra en af Noas efterkommere. Det var sønnen Kam (betyder mørklødet, solbrændt, varm, hed), der blev fader til fire sønner Kush, Misrajim, Put og Kana’an. De negride mennesker nedstammer fra Kush og muligvis Put. (Jeremias’ Bog 13:23) Efter sprogforvirringen i Babel og den dermed følgende spredning af folkene, ser det ud til at hovedparten af Kush’ efterkommere er vandret sydpå. Det vides ikke, om de er nået til Afrika via Den Arabiske Halvø og derfra har krydset det smalle stræde Bab el-Manded, eller om de muligvis først har bosat sig i Afrika og derfra er draget over til Arabien vides ikke med sikkerhed, men Kush sættes som regel i forbindelse med Afrika. Nogle bibeloversættere har simpelt hen gengivet Kush med ,,Ætiopien”. Navnet forbindes gentagne gange med Ægypten. (Esajas' Bog 20:3-5; 43:3; Jeremias 46:7-9 aut. oversættelse af 1931) og med Libyen. (Anden Krønikebog 12:2, 3; Daniels Bog 11:43; Nahums Bog 3:9) I Esajas’ Bog 11:11 nævnes de gamle geografiske betegnelser for områderne, der strakte sig mod syd fra Nildeltaet, deriblandt også Nubien. I overskriften til Salmernes Bog 7 nævnes tillige navnet Kush.

 

Man må erkende, at tiltroen til Jesus og apostlene Peter og Paulus samt bibelskribenterne David, Esajas og Ezekiel er større end tiltroen til kristenhedens vantro professorer, der undsiger disse vidnesbyrd fra Guds søn og de nævnte personer ved at negligere Vandflodens historiske forløb. (Salme 29:10; Esajas’ Bog 54:9; Ezekiel 14:14, 18, 20) Man fremstiller reelt Guds søn og samtlige bibelskribenter, der har berettet noget om Vandflodens historiske forløb, som gemene løgnere. Man må huske, at de ikke var hvem som helst, derfor kan de tillægges et stort vidnesbyrd. Endvidere er der en række folkeslag, som har beretninger om Vandfloden. Eksempelvis havde ægypterne, grækerne, kineserne, druiderne i England, polynesierne, eskimoerne, grønlænderne, afrikanerne, hinduerne og de amerikanske indianere alle vandflodsberetninger. The International Standard Bible Encyclopedia (bd. 2, side 319) siger: ,,Der er fundet vandflodsberetninger hos næsten alle folk og stammer. De forekommer hyppigt på det asiatiske fastland og øerne umiddelbart syd herfor og på det nordamerikanske kontinent, men er i øvrigt blevet fundet på alle kontinenter. Det samlede antal fortællinger, man kender, kommer helt op på 270…Beretningernes udbredelse over hele kloden betragtes i almindelighed som et vidnesbyrd om en universel udslettelse af menneskeheden ved en vandflod, og om at menneskeslægten er udgået fra ét sted og endog én familie. Skønt sagerne ikke alle behøver at sigte til den samme oversvømmelse, ser det ud til at langt de fleste af dem gør det. Påstanden om at mange af disse vandflodsberetninger er opstået som følge af kontakten med missionærer, holder ikke stik, for de fleste af dem er blevet indsamlet af antropologer, som ikke har været interesseret i at bekræfte Bibelen, og desuden er de fyldt med fantasifulde og hedenske elementer som tydeligvis skyldes overlevering gennem lange tider i et hedensk samfund. Endelig er nogle af de gamle beretninger nedskrevet af folk som var stærke modstandere af den hebraisk-kristne overlevering”. – Redigeret af G. Bromiley, 1982. I 1901 fandt man en frossen mammut i Sibirien. Efter nogle tusinder år var der stadig planter i dens mund. Tyder det på en hurtig eller langsom nedfrysning? Naturligvis er der tale om en lynhurtig nedfrysning ved jordens to poler. Endvidere er der fundet fossiler af havdyr på høje bjerge. Altså tyder alt på en pludselig jordomspændende oversvømmelse, hvilket er mere troværdigt end en global istid, der uden tvivl ville have udslettet alt liv på jorden. Størst af alle vidnesbyrdene om Vandflodens historiske kendsgerning er dog Jesus, hvem andre end ham, der havde haft en førmenneskelig tilværelse, som ærkeengelen Mikael kunne give et tilsvarende vidnesbyrd? Han havde været vidne til den magtkamp om den universelle suverænitet, som havde fundet sted i himmelen. (Daniels Bog 10:13; Johannes’ Åbenbaring 12:7) At tro på historiske hændelser har intet med fundamentalisme at gøre, men det er at se tingene med troens øjne. Det er som om sporene fra Kierkegaard, der fremstod som den tids sandhedsvidne ved bramfrit at sige det, som han følte var sandt, kan overgå alle, der ønsker at sandheden skal frem.

 

Satans dybder

 

Den magtfaktor, som også har gjort sig gældende op igennem menneskets historie, er den mægtige åndeskabning, der går under navnet Satan Djævelen. Den magtkamp og ret til at have suverænitet over jorden er den egentlige misere, der har gjort sig gældende op igennem tiden. Jesus anså ikke denne mægtige oprører, som en uidentificeret person. Tværtimod kendte han Satans dybder i forsøg på at tilrane sig herredømmet over jorden. Jesus blev i ørkenen lokket af denne dæmonernes hersker til at ophøre med sin loyalitet over for Gud.

 

Syndefaldet indebar imidlertid, at mennesket fik døden som arvelod. Satan Djævelen blev forblindet af sin egen skønhed, da han så den menneskelige skabning og jordens skønhed foran sig. Han forlod sin stilling som en loyal åndeskabning, idet han ønskede menneskets tilbedelse. Han misbrugte sit tilsynshverv. (Ezekiel 28:12-15; Johannes’ Første Brev 5:19) Han forgreb sig på Jahves suveræne herredømme. Navnet Satan betyder også modstander eller bagvasker. Alle skabninger er skabt med en fri vilje. Den frie vilje vil altid være den bærende kraft i et eksistentielt forhold. Det er et fundamentalt stridsspørgsmål om Guds suverænitet og dermed retten til at styre jorden, der må optage menneskers længsel efter Guds retfærdighed. Det måtte dog nødvendiggøre en længere tidsperiode for at bevise, at det er en umulighed at styre det jordiske forløb uden Guds ledelse i al evighed. Det skulle således danne præcedens for eventuelle kommende retssager, der ville rejse sig mod Guds suverænitet i fremtiden.

 

Nyere vidnesbyrd

 

Bibelens pålidelighed er i harmoni med historien og arkæologien. Undergraves Bibelens autoritet vil den berøre Guds eksistens som værende meningsløs. Det er vanskeligt at se, hvilken rolle Skaberen kunne spille, uden at vi samtidig kendte hans inderste vilje. Det Gamle Testamente beskriver i Esajas’ Bog 65:20-25 det jordiske paradis. Hvis dette paradis skal være en realitet, må der nødvendigvis være en afslutning af denne verdensordning. Jesus fremholdt en sådan afslutning i Matthæusevangeliet 24:36-44. Det vil også være en naturlig konsekvens med en afslutning af hensyn til befolkningsgrundlaget på jorden. Derfor må man heller ikke se bort fra den bibelske kronologi om, at mennesket ikke er så gammelt, som nogle forskere hidtil har hævdet. * Hvis det var anderledes, ville det jordiske paradis være en umulighed. Enhver redelig matematisk beregning af befolkningstilvæksten ville have forholdt sig anderledes, såfremt menneskets historie ville have haft adskillige millioner af år som eksistensgrundlag. Endvidere ville der være taget højde for, at de der er døde som følge af sygdom eller andre ting samt dem, der er faldet i krigenes kølvand, ville være indkalkuleret, da de også har håb om en opstandelse. Et forsigtigt skøn ville være, at en femtedel af de mennesker der har levet op igennem tiden, netop lever i øjeblikket. Man skal på ingen måde søge råd hos teologerne, idet de ikke har tillid til Bibelens inspirerede Skrifter, og slet ikke til Bibelens slægtsregister. De støtter sig kun til deres egen utilstrækkelige forstand, og modarbejder Bibelens visdom. Derfor er Esajas’ profeti om det jordiske paradis ikke utopi. Selv om ikke alle naturligvis ville kunne drage nytte af Guds gunst, vil det ikke være pladsproblemet, der ville umuliggøre denne tanke. Golde ørkenområder vil tillige kunne opdyrkes. Der vil komme balance på det økologiske område, fordi menneskers forstandsmæssige evner vil vokse hen imod fuldkommenhed.  

 

FNs landbrugsorganisation FAO hævder, at jorden kan brødføde adskillige milliarder mennesker, såfremt fødevarerne blev fordelt på den rigtige måde. Et vigtigt argument for det jordiske rige er det, der er nedfældet i Daniels Bog 2:44. Skriftstedet taler om et rige, der skal afløse andre riger, men selv stå i al evighed. Der kan kun være tale om at Guds evigtvarende himmelske rige, som får sin udstrækning over det jordiske område, altså et paradis på jorden. Der er jo intet rige i himmelen, som skal afløses af et nyt rige. Guds rige i himmelen hersker allerede. Det første menneskepar fik besked på at opfylde jorden, det er den langtfra endnu. Først når de opstandne kommer frem på jorden vil den nå det mål. (Første Mosebog 1:28).

 

*) Artiklen i Kristeligt Dagblad den 26. januar 1998, der beskriver den seneste forskning i DNA arvemassen, der er baseret på baggrund af nogle undersøgelser af den russiske tsar Nicholas II’ efterkommere. Disse undersøgelser støtter Bibelens kronologi vedrørende menneskehedens alder. Ifølge denne kronologi fandt menneskets skabelse sted år 4026 f.v.t.

 

Harmonerer Bibelen med moderne videnskab?

 

På teologen, professoren og forfatteren Ludvig Holbergs tid var der en del snak om jordens facon. Al den diskussion har imidlertid været helt overflødig, idet Bibelen allerede havde givet svaret i Esajas’ Bog 40:22 ,,Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo.” (Autoriseret oversættelse af 1931).

 

I gamle dage mente man, at jorden blev holdt oppe i kraft af nogle store elefanter, men Bibelen siger i Jobs Bog 26:7: ,,Han spænder nordhimlen ud over det øde rum, hænger jorden op over det tomme.”

 

I mange år var der megen diskussion om, hvorvidt haren var drøvtygger eller ej. En dansk videnskabsmand kom i 1938 frem til det resultat, at det hang således sammen. I Tredje Mosebog 11:6 står følgende: ,,… Haren, for den tygger ganske vist drøv…”. Nyere videnskabelige undersøgelser viser, at både kaninen og haren tygger drøv skriver Francois Bourlière i The Natural History of Mammals (1964, s. 41).

 

 

 

Kapitel 2. Arkæologi, historie og profetier

 

Mange arkæologiske fund bekræfter Bibelens nøjagtighed, og er dermed en bog, som man kan fæste lid til. I perioden fra 1947 til 1955 fandt man frem til de berømte Dødehavsruller. Der forefindes adskillige meget gamle afskrifter af De Græske Skrifter (Det Nye Testamente), hvoraf nogle kommer meget tæt på Jesu og apostlenes tid. På dette grundlag skrev nu afdøde Sir Frederic Kenyon, der har været leder af British Museum: ,,Det sidste grundlag for tvivl om, at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet. Vi kan betragte Det Nye Testamentes bøgers ægthed og generelle integritet som endelig fastslået”. The Bible and Archaeology, side 288, 289.

 

Endvidere er inskriptionen på tempelmuren i Karnak i Ægypten er et yderst interessant arkæologisk fortidsminde. Inskriptionen fortæller om en sejr, som Farao Shishak vandt over Juda rige for næsten 3000 år siden i Salomons søn Rehabeams regeringstid. Samme begivenhed omtales i Første Kongebog 14:25, 26. Et andet vidnesbyrd er Mesjastelen, hvor originalen er udstillet på Louvre i Paris. Inskriptionen fortæller om kong Mesha af Moabs oprør mod Israel. Bibelen beskriver ligeledes dette forhold i Anden Kongebog 1:1; 3:4-27. Siloam-dammen og indgangen til en 533 meter lang vandledning findes i Jerusalem. Det er en kendsgerning, at mange turister, som har været i Jerusalem, er gået gennem denne vandledning. Dens eksistens er endnu et bevis for at Bibelen er sand. Bibelen forklarer nemlig at kong Ezekias anlagde denne vandledning for over 2500 år siden for at beskytte byens vandforsyning mod en angribende fjende – Anden Kongebog 20:20; Anden Krønikebog 32:2-4, 30.

 

Kong Sankeribs prisme er ligeledes et værdifuldt vidnesbyrd. Man fandt Sankeribs annaler, der øjensynlig er udarbejdet kort før hans død; de findes på det, der nu kendes som Taylorprismet. Det opbevares nu på British Museum. I Assyriens hovedstad Nineve har man udgravet Sankeribs kæmpemæssige palads. Det rummer ca. 30 værelser med godt 3000 meter murværk beklædt med reliefprydede fliser. Et af reliefferne forestiller jøder, der bliver ført i fangenskab efter Lakish’ fald i 732 f.v.t. Anden Kongebog 18:13-17; Anden Krønikebog 32:1-22.

 

British Museum indeholder endvidere Nabonids krønike. Den beskriver det gamle Babylons fald, som også er omtalt i Bibelen. (Daniels Bog 5:30; 6:1) Bibelen siger imidlertid, at Belsazzar var konge i Babylon på det tidspunkt, hvorimod Nabonids krønike end ikke nævner Belsazzar. De nævnte dokumenter fra oldtiden oplyste i lang tid, at Nabonid var Babylons sidste konge. På dette grundlag hævdede bibelkritikere derfor, at Belsazzar aldrig havde eksisteret, og at Bibelen var usand. Senere har man imidlertid fundet gamle dokumenter, der omtaler Belsazzar som Nabonids søn og medregent i Babylon på den tid. Derfor er der utallige eksempler på, at Bibelen er historisk korrekt.

 

Endnu adskillige arkæologiske fund eller udgravninger, end de her nævnte, bekræfter Bibelens ægthed. Både i Babylon, Assyrien og Persien samt andre steder findes der sådanne vidnesbyrd. Der er derfor god grund til at tro på Bibelens pålidelighed, som et inspireret værk.

 

Profetien om Babylons fald blev fremsat i Esajas’ Bog adskillige år før begivenhederne fandt sted. Detaljerne omkring Medo-Persiens sejr over Babylon er ganske godt beskrevet i kapitlerne 44:27-45:2. Ingen kan benægte, at sejrherren var Kyros, som det fremgår af teksten. Byen blev også tørlagt under invasionen. Hvordan kom byen til at fremtræde? Nøjagtig som profetien fremsagde i kapitel 13:17-22. Ruiner uden menneskeboliger er det Babylon, som vi kender i dag. Den vil aldrig blive bygget op på ny til en hel by og slet ikke som et regeringssæde. 

 

Hvorfor er Bibelen så vigtig? (Grundlaget for

 

kristen religiøsitet)

 

Ud fra den ufravigelige kendsgerning at Gud er indbegrebet af kærlighed, vil han også det bedste for os mennesker. Bibelen er en inspireret bog, nedskrevet af mennesker, men ført af hellig ånd. Hvis Bibelen kun indeholdt mennesketanker, ville profetierne aldrig kunne få sin opfyldelse. En efterprøvelse af Daniels profeti giver svaret. Daniel var netop en skribent, der gav udtryk for, at han ikke kendte hensigten med det, han selv nedskrev, men der var sat lukke og segl på til endens tid. (Daniels Bog 12:9).

 

I Daniels Bog skal man være opmærksom på det femte kapitel vers 2, hvor der er nævnt ordet ,,fader”. Det benyttes her i betydningen bedstefader. Det hænger sammen med det aramaiske sprog, som er benyttet i denne del af Bibelen, der findes ganske enkelt ikke et ord for bedstefader. Noget tilsvarende gælder for det hebraiske sprog, men den rigtige forståelse kommer frem, når man sammenholder det med vers 7. Belsazzar tilbød her Daniel (som i øvrigt fik tildelt navnet Beltsazzar) at blive den tredje mægtigste i riget. Underforstået at Nabonid var den første, og han selv var den anden mægtigste.

 

I bogen Nabonidus and Belshazzar (Yale Orieltal Series) giver professor R.P. Dougherty udtryk for, at Nitokris utvivlsomt var datter af Nebukadnezar, og at Nabonid (Labynetos) således var Nebukadnezars svigersøn. Den søn af Nitokris og Nabonid som Herodot omtaler, menes at være Belsazzar, som Kyros kæmpede imod.

 

Professor Dougherty forklarer således: ,,Daniels femte kapitel kan anses for at stemme overens med kendsgerningerne, selv om Nabonid ikke har haft nogen plads i beretningen, for han synes ikke at have haft nogen andel i de begivenheder, der udspillede sig, da Gobryas (i spidsen for Kyros den Stores hær) drog ind i byen”.

 

Billedstøtten i Daniels profeti symboliserer den del af verdensrigerne fra Babylon og fremefter, som enten er eller vil gå til grunde. I Daniels Bog kapitel 7 skildres 4 verdensriger, nemlig Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Romerriget. Da Daniel skrev sin profeti, var Ægypten og Assyrien allerede faldet. Når det sidste rigeden angloamerikanske verdensmagtikke er medtaget her, skyldes det, at det havde sin oprindelse fra det 6. rige inden det blev et selvstændigt verdensrige. I Daniels Bog 7:8 er skildret et lille horn, der skød op imellem de ti horn. Disse ,,ti horn”, som stammede fra det fjerde dyr, symboliserer utvivlsomt de selvstændige magter eller ,,konger”, som var blevet tilbage efter Romerrigets opløsning. Tallet ,,ti” symboliseres ved jordisk fuldstændighed. (Femte Mosebog 4:13, Lukas 15:8, 19:13, 16, 17) Det lille horn, som skildres er den spæde start til det britiske verdensimperium. Med denne verdensmagts opståen og senere tilknytning til Amerika udgør imperiet dermed den absolutte opfyldelse af profetien. Den angloamerikanske verdensmagt er derfor af disse grunde en udløber af Romerriget. Dette rige er på en måde Roms barn. Dets opståen er derfor profetisk skildret som et ,,horn”, der vokser ud af hovedet på Rom, det ,,fjerde dyr” med jerntænderne. Når man betragter både Romerriget og den angloamerikanske verdensmagt har begge udøvet et jernhårdt styre. Billedstøttens ben skildrer således både datidens Romerrige og den angloamerikanske dobbeltverdensmagt. Både Storbritannien og De Forenede Stater har deres ben i hver sin lejr. Storbritannien er forankret i EU, og De Forenede Stater udgør en egentlig stormagt. Deres politiske forankring til hinanden har der derimod aldrig hersket tvivl om. Storbritannien udgør også den del af EU, der er mindst tilbøjelig til at følge en federalistisk udvikling, idet der vil være en betænkelighed ved at fjerne sig for meget fra De Forenede Stater eller blive en egentlig modvægt til dem. På længere sigt kan det føre til splittelse af EU. Også den politiske polarisering, hvor EU’s parlament styrker sine politiske højrefløje og nationalistiske fløje, kan forårsage, at parlamentet bliver politisk handlingslammet. De historiske erfaringer minder os om, at store federale enheder ikke kunne holde sammen, netop fordi de blev for store. Menneskers bestræbelser på, at nå frem til større og større politiske enheder, der reelt er det menneskelige forsøg på at gøre Guds rige efter blot med menneskeskabte idéer. Sådanne tanker vil altid mislykkes. Hvad Romerriget angår, var der flere indre opgør, eksempelvis borgerkrigen imellem Marcus Brutus og Pompejus på den ene side og Cæsar på den anden side. Siden hen kom der flere indre opgør. Til sidst kunne Romerriget ikke holde sammen, som en hel nation og blev opdelt i Det Vest- og Østromerske Rige.

 

Al tale om romersk overherredømme fik det endelige dødsstød i 1806, hvis man tager Det Hellige Romerske Rige med i betragtning. Kejser Frans II abdicerede fra tronen, og udråbte sig til kejser Frans I af Østrig. Romerriget var i øvrigt det eneste rige, som ikke blev besejret ved militærmagt, men gled langsomt ud af verdensarenaen, bl.a. på grund af familieordningens begyndende opløsning.

 

De engelske konger forblev indtil 1533 en slags lensherrer under pavedømmet. De følgende år lod kong Henrik VIII sig dog ophøje til overhoved for den katolske kirke i England. Alle bånd til Rom blev brudt og de brød også båndene til ham. Fra dette tidspunkt blev De Britiske Øers rigdom, som den katolske kirke tidligere havde tappet dem for, samlet under overhovedet for den engelske kirke kongen af England. Den engelske kirke har beholdt den samme struktur som den romerskkatolske kirke, og har det også, stort set, på lignende måde den dag i dag. Det Hellige Romerske Riges magt var begyndt at svinde hen, men det lille horn var begyndt at vokse ud derfra. Under Elisabeth I skete der en mærkbar forandring. I hendes regeringsperiode begyndte Det Britiske Rige at kunne mærke feudalsystemets rigdom, der blev indsamlet fra De Britiske Øer. Englænderne opbyggede en stærk flåde og med mænd som Drake, Raleigh og Hawkins vandt de søslagene over den spanske, nederlandske og franske flåde. Det var disse lande, som udgjorde de ,,tre horn”, der blev rykket op. England var dermed hjørnestenen i den senereangloamerikanske verdensmagt.

 

Fødderne og tæerne på billedstøtten symboliserer den sidste form for menneskestyre, der vil herske på ,,endens tid”. Jern og ler er en dårlig blanding, idet noget er stærkt, og andet er svagt. (Daniels Bog 2:41-43) Daniels profeti beskriver også Nordens og Sydens konger. Disse konger har skiftet identitet op igennem historien. I den nyere tidsperiode har England eksempelvis udgjort denne Sydens konge, og senere har den angloamerikanske verdensmagt overtaget rollen som Sydens konge. Endvidere har Tyskland og den kommunistiske blok begge været Nordens konge. Kongerne fra solopgangen er et billede på Jahve og hans regerende konge Jesus Kristus. Guds ord er et inspireret ord, som står fast til alle tider. Mennesker har ingen ret til at ændre det efter forgodtbefindende, således at man reelt selv træffer beslutning om, hvad der er godt eller ondt. Gud er stærk, og derfor tillader han ikke, at hans ord bliver fuldstændig ændret til ukendelighed. Åndelig indsigt er en nødvendighed for at kunne forstå den rette sammenhæng. Det kræver meditation og et personligt studium.

 

Det er også interessant at læse profetien om det, der skete efter Alexander den Stores død, hvor riget blev delt imellem hans fire generaler. (Daniels Bog 8:22) Daniels profeti er ligesom Bibelens andre profetier meget pålidelige til trods for, at de er meget omfattende. De er en del af verdensbegivenhederne, derfor kan man bygge en sand og stærk tro op omkring disse profetier. Mange i dag forstår ikke Skriften, men lader sig rive med af følelsesladede religiøse oplevelser. De kaster svært åndeligt stof fra sig, som eksempelvis Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring, til trods for, at nogle måske endog er veluddannede mennesker. Nogle mennesker mener, at Johannes var senil, da han skrev sidstnævnte bog, men i samme åndedrag lovpriser eksempelvis præsteskabet Johannesevangeliet. Sidstnævnte evangelium er skrevet i år 98 i Efesus eller omegn, altså to år senere end Johannes’ Åbenbaring, der blev skrevet på øen Patmos i ca. år 96 e.v.t. Så der er ting, som absolut ikke hænger sammen for kristenheden, idet de er uden åndelig indsigt.

 

Kristenhedens gejstlige og professorer er imidlertid helt uden indsigt i Bibelens åndelige budskab, fordi denne verdens gud Satan Djævelen har slået dem med blindhed. (Andet Korintherbrev 4:4) Eksempelvis docerer man på universiteterne, at den babylonske skøge i Johannes’ Åbenbaring er placeret hos romerne, og rollen som denne skøge er det rige Roms levned samt grusomhederne mod de kristne, hvor kejser Nero spillede en stor rolle. Naturligvis har romerne intet med dette skøgevæsen at gøre, som Bibelen taler om. Det er bl.a. dem, der har solgt ud af Bibelens principper for at tækkes denne verdens ønsker. Denne skøge er samtidig en del af Babylon den Stores falske verdensimperium.  (Jakobs Brev 4:4, Johannes’ Åbenbaring 18:4) Naturligvis ville Johannes ikke beskæftige sig med historieskrivning alene, idet hans primære opgave var at profetere ved at nedskrive noget fremtidigt. Johannes ville ikke i år 96 e.v.t. have nedskrevet Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. eller forfølgelsen af datidens kristne i år 64 e.v.t., hvor kejser Nero i Rom endog beskyldte dem for brandstiftelse. Der var andre bibelske skribenter, der ud over at de profeterede, tillige beskrev historien eller beskæftigede sig med lovtekst. Men fælles for dem alle er, at det er gjort under inspiration.

 

Daniels Bog 9:24-27 har en yderst interessant beregning af tiden frem til år 29 e.v.t., hvor Jesus blev salvet. Der er nævnt åruger, og hver åruge udgør syv bogstavelige år. De første syv åruger (49 år) var den tid, som det tog at genopbygge den overvejende del af Jerusalem. Når der lægges de efterfølgende 62 åruger til, bliver det i alt 69 åruger eller 483 bogstavelige år (7 x 69 = 483). I midten af den 70. åruge (3 ½ år) blev Jesus henrettet, og det skete i foråret 33 e.v.t. Jesu jordiske liv var altså 33 ½ år, og da man kender den tid af året, hvor han døde, kommer man frem til et fødselstidspunkt omkring 1. oktober år 2 f.v.t. Selv om jøderne ophørte med at være et pagtsfolk fra Jesu død, havde de i perioden frem til slutningen af årugen i år 36 e.v.t. en særlig begunstigelse til at blive Kristi disciple. Bortset fra en kort periode inden årugens udløb, hvor samaritanerne kunne få andel i velsignelserne. (Apostlenes Gerninger 8:1-17, 25; 9:31; 15:3) Først derefter gik budskabet ud til hedningerne, hvor den romerske officer Kornelius var den første uomskårne ikke-jøde, der blev døbt som en Kristi discipel.

 

Hvornår begyndte egentlig udregningen af de 70 åruger? Ifølge Nehemias 2:1-8 udgik dette ord i den persiske kong Artaxerxes den Langhåndedes tyvende regeringsår. Hvornår begyndte Artaxerxes’ regeringsperiode? Hans fader og forgænger i embedet, Xerxes, døde i sidste halvdel af år 475 f.v.t. Artaxerxes' tiltrædelsesår begyndte derfor i år 475 f.v.t. dette årstal støttes af stærke vidnesbyrd fra græske, persiske og babylonske kilder. For eksempel skriver den græske historiker Thukydid, der er berømt for sin nøjagtighed, at den græske statsmand Themistokles flygtede til Persien, da Artaxerxes nylig var kommet på tronen. En anden græsk historiker fra det første århundrede e.v.t., Diodorus Siculus sætter os i stand til at datere Themistokles’ død til år 471/470 f.v.t. Efter at Themistokles var flygtet fra sit land, havde han anmodet Artaxerxes om tilladelse til at studere det persiske sprog ét år, før han fremstillede sig for ham, hvilket blev ham tilstået. Af disse grunde kan Themistokles ikke have bosat sig i Persien senere end 472 f.v.t., og det er derfor rimeligt at slutte, at han er kommet til landet i 473 f.v.t. På det tidspunkt var Artaxerxes nylig kommet på tronen. Artaxerxes’ 20. regeringsår vil altså falde i år 455 f.v.t. Når man tæller de 483 år, skal man være opmærksom på, at tiden aldrig har været nulstillet. Overgangen er altså fra år 1 f.v.t. til år 1 e.v.t. Med denne udregningsmetode kan man regne sig frem til det tidspunkt, hvor Jesus blev salvet i år 29 e.v.t., da han var omkring 30 år gammel, som Bibelen siger. Derfor kan man med stor sikkerhed regne sig frem til Jesu omtrentlige fødselstidspunkt, som fandt sted omkring 1. oktober i år 2 f.v.t. Vor tidsregning er først begyndt, da Jesus var 1 år og 3 måneder gammel. Grunden til, at tidsregningen ikke er iværksat umiddelbart efter Jesu fødsel, kan muligvis skyldes de dårlige kommunikationsmidler, som man havde dengang. Der gik et stykke tid før alle var underrettet om Jesu fødsel. For at få det fulde udbytte af årugernes beregning, vil jeg foreslå, at man læser Rolf Furuli’s bog ,,Kronologi 2”, der netop handler om dette emne. Rolf Furuli er lektor i semitisk sprog ved Oslo Universitet. Bogen kan købes hos Forlaget Gramma.  

 

En mere enkelt metode at regne sig frem til Jesu fødselstidspunkt er, at man kender Jesu dødsdag. Og da man ved, at Jesu jordiske liv var 33½ år, kan man blot gå et halvt år tilbage eller et halvt år frem, så får man det omtrentlige fødselstidspunkt, nemlig omkring 1. oktober. Bibelen siger ikke noget om Jesu eksakte fødselsdato, idet jøderne var kendt for ikke at fejre deres fødselsdag. Kristenhedens teologer ved godt, at Jesu fulde leveår var 33½ år, derfor får de et forklaringsproblem over for Gud, når de ikke har fortalt sandheden over for lægfolket. De har fortiet sandheden, idet de ikke har gjort indsigelser imod, at Jesus er født den 24. eller 25. december. Den dato ved enhver, der har indsigt i Bibelen, at det ikke er Jesu fødselsdag. Regntiden i Israel begynder nemlig i midten af oktober, og i december måned kan hyrderne ikke opholde sig på græsningsarealerne. Det kan godt være let frost om natten i december måned. 

 

Det er ikke så mærkeligt, at Babylon den Store er en stor forvirring. Babylon betyder, nemlig forvirring. Omkring juletid hørte jeg en af kristenhedens teologer udtale, at man ikke kunne fastslå Jesu omtrentlige fødselsdato, idet man fra officiel teologisk side mener, at Herodes den Store først døde i år 6 efter vor tidsregning. Blandt andet var tidspunktet for folketællingen heller ikke til at regne med. Det er fordi de ,,bibelkyndige” professorer udelukkende ser på den verdslige historieskrivning og ikke sammenligner den med de bibelske beretninger. De professorer, der underviser på universiteterne, har ikke tillid til Bibelens kronologi. Det er rigtigt, at der er visse problemer med at fastsætte Herodes’ død. Der er imidlertid en anden beregningsmetode, der viser Herodes’ alder da han døde. Josefus oplyser, at han var 70 år gammel. Endvidere at da Herodes blev udnævnt til statholder over Galilæa (hvilket almindeligvis regnes til år 47 f.v.t.) var han 15 år gammel, men der er almindelig enighed om, at dette er en fejl, og at der skulle have stået 25 år. Ifølge dette indtraf Herodes’ død i år 2 eller år 1 f.v.t. Det er værd at huske på, at der er en del uoverensstemmelser i Josefus’ tidsangivelser, og han derfor ikke er den mest pålidelige kilde. Det pålideligste vidnesbyrd findes i Bibelen. Af Bibelen fremgår det, at Herodes døde enten i år 1 f.v.t eller muligvis i år 1 e.v.t. Lukas, der giver detaljerede historiske oplysninger, fortæller at Johannes trådte frem og døbte i kejser Tiberius’ 15. regeringsår (Lukas 3:1-3). Tiberius blev romersk kejser den 19. august i år 14 e.v.t. efter den julianske kalender (17. august efter den gregorianske kalender), da Augustus døde. Tiberius’ 15. regeringsår strakte sig fra 19. august i år 28 e.v.t. til den 18. august i år 29 e.v.t. (julianske kalender). Johannes var 6 måneder ældre end Jesus og påbegyndte sin tjeneste (sandsynligvis om foråret) før Jesus, som dennes forløber, idet han skulle berede vejen til ham. (Lukas 1:35, 36) Jesus der ifølge bibelske vidnesbyrd blev født om efteråret, og var omkring 30 år gammel, da han kom til Johannes for at blive døbt (Lukas 3:21-23). Han blev højst sandsynligt døbt om efteråret i år 29 e.v.t. Tæller vi de 30 år tilbage, kommer vi til efteråret i år 2 f.v.t., som var på det tidspunkt, da Guds søn blev født som menneske. Kristenhedens teologer har ikke styr på tidsregningen, idet de hovedsagelig benytter sig af den verdslige historieskrivning som kildemateriale. Den bibelske kronologi er derimod mere nøjagtig. Vores tidsregning hviler i høj grad på profetien i Daniels Bog om de 70 åruger eller 490 år. Derfor er det også rigtigere at sige før vor tidsregning eller efter vor tidsregning i stedet for at sige før og efter Kristi fødsel. Det giver et klarere billede af tidsregningen.            

 

I Daniels Bog kapitel 11:1, 2 omtaler Bibelen, at der skal fremstå en ,,fjerde” konge i Medo-Persien. Når denne ,,fjerde” konge spiller en særlig rolle her, er det, fordi kong Xerxes I var den sidste af perserkongerne, der førte krig i selve Grækenland. Endvidere menes han at være den Ahasverus, der omtales i Esters Bog 1:1, 2. Han herskede over 127 provinser fra Indien til Etiopien. I sit tredje regeringsår bød han til en overdådig fest med den smukke dronning Vashti. Senere udvalgte han jødinden Ester som erstatning for hende. Ifølge historien ved man, at der var én medisk og elleve perserkonger. Den mediske konge var Darius, som tog magten sammen med Kyros den Store. Kyros er altså den første perserkonge. Efter Kyros kom Kambyses II (530-522 f.v.t.). I syv måneder efter Kambyses’ regeringstid var der dog en tronraner og muligvis en mager (troldmand), hans navn var Gaumata. Regeringstiden var så kort og tillige falskneri af et ægte tronskifte, at han ikke indgår i kongerækken. Gaumata havde udgivet sig for Kambyses’ broder Smerdis Bardija. Den tredje var Darius I Hystaspes (svigersøn til Kyros) (521-485 f.v.t.). Denne konge hævnede falskneriet, som Gaumata havde gjort sig skyldig i. Efter ham fulgte den ,,fjerde konge” Xerxes I, som hævnede den persiske, mislykkede invasion, der tidligere havde fundet sted mod Grækenland og anført af Darius I (slaget ved Marathon). Det slag, som Bibelen hentyder til er hævnangrebet anført af Xerxes I.

 

De syv øvrige perserkonger var kong Artaxerxes I (også kaldet Artaxerxes den Langhåndede), Xerxes II, Darius II, Artaxerxes II, Artaxerxes III, Arses og Darius III. Der fremstod nu en ny stærk verdensmagt, nemlig Grækenland. Det skete i år 336 f.v.t., da Alexander den Store blev kronet. I begejstring over de planer, hans fader havde udarbejdet, drog han i krig. Han overskred floderne Eufrat og Tigris, for at møde Darius III på slagmarken ved Gaugamela nær det sted, hvor Assyriens gamle hovedstad Nineve lå. Alexanders hær bestod kun af 47.000 mand, hvorimod historiske kilder antyder, at Darius III havde omkring 250.000 soldater. Alligevel tabte han slaget til grækerne og måtte flygte, men senere blev han myrdet. Således endte det Achæmenidernes dynasti, som var begyndt med Darius I.

 

Alexander den Stores regeringsperiode varede kun i kort tid. Næsten 33 år gammel blev han ramt af malariafeber, som gjorde det hurtigt af med ham. Riget blev delt på et senere tidspunkt nøjagtig, som Bibelen havde forudsagt. Riget gik ikke i arv til Alexanders efterkommere. I Makedonien havde han ladet en uduelig broder, Filip III Arrhidaios, blive tilbage. Han regerede i knap syv år, men blev så myrdet af sin egen moder i 317 f.v.t. Alexanders legitime søn med Roxane, Alexander IV, efterfulgte ham, men han regerede i mindre end syv år. I 311 f.v.t. blev han imidlertid myrdet af en af sin faders generaler, ved Kassanders hånd, og denne tilrev sig Grækenland og Makedoniens trone. Alexanders illegitime søn, Herakles, påtog sig at styre i sin faders navn, men blev myrdet i 309 f.v.t. Med ham uddøde Alexander den Stores slægt, den druknede i blod. Daniel havde altså fået en sandfærdig profeti fra engelen.

 

Alexanders rige blev delt i fire dele ,,efter de fire verdenshjørner”. Forinden havde den enøjede general Antigonos forsøgt at gøre sig til herre over hele Asien, da han hævdede at være Alexander den Stores arving og antog til sidst kongetitel. Men de tre andre generaler, Kassander, Seleukos og Lysimachos, sluttede sig sammen imod ham, og han faldt i slaget ved Ipsos i Frygien i Lilleasien år 301 f.v.t. De fire hellenistiske riger, som derefter opstod på baggrund af generalernes magtfordeling, var som efterfølgende: 1) General Kassanders i Makedonien og Grækenland, 2) General Lysimachos i Lilleasien og det europæiske Thrakien, indbefattet Byzans, 3) General Seleukos Nikators (Erobrerens), hvilket strakte sig over Babylon, Medien, Syrien, Persien og provinserne østpå til Indosfloden, 4) Ptolemaios Lagos; denne underlagde sig Ægypten, Libyen, Arabien og Palæstina samt Cølesyrien. Få år senere uddøde general Kassanders mandlige slægtslinie, og i året 285 f.v.t. tilvendte general Lysimachos sig den europæiske del af det makedonske rige. Men i 277 f.v.t. bemægtigede Antigonos Gonatas, den enøjede general, Antigonos sønnesøn, sig Makedoniens trone. Dermed blev antallet af hellenistiske riger reduceret til tre, hvilket varede ved, til Makedonien i 168 f.v.t. kom under romersk indflydelse for endelig i 146 f.v.t. at blive en romersk provins. Dronning Kleopatras tid som Ægyptens hersker var også forbi i år 31 f.v.t. Forinden var hun elskerinde til den romerske diktator Cæsar. Efter hans død bliver hun elskerinde til den østromerske konsul Marcus Antonius. De to sluttede sig sammen mod Octavian, og det endte tragisk både for Antonius og Kleopatra. Den ptolemaiske slægtslinje fik det endelige dødsstød med Kleopatras selvmord. Hendes forhåbninger om at bibeholde magten fik en dramatisk afslutning. Ifølge overleveringerne lod hun sig bide af en giftslange.

 

Sydens og Nordens konger kom ind i billedet nogle år efter, at det græske rige ikke længere var et samlet verdensrige. Det udviklede sig til en fejde imellem de tilbageværende generaler og deres efterkommere. Inkarnationen af Sydens konge var en af Alexander den Stores ,,fyrster” eller hærførere, nemlig Ptolemaios I, Lagos søn. Egentlig var han en af Alexanders otte livvagter. Han blev gjort til satrap (statholder) i Ægypten, men i 306 f.v.t. tog han kongetitel i lighed med den enøjede general Antigonos. Han var den første i rækken af tretten eller fjorten makedonske konger eller faraoner i Ægypten. Som navnet viser, var han den egentlige grundlægger af det ptolemaiske dynasti i Ægypten. Omkring 312 f.v.t. erobrede han Jerusalem på en sabbat. Ptolemaios I overtalte en del jøder til at rejse sydpå til Ægypten som kolonister, og de grundlagde en koloni i Alexandria. Den jødiske provins Judæa stod under det ptolemaiske Ægyptens eller Sydens konges herredømme indtil 198 f.v.t., da Nordens konge gjorde sig til herre over den. Ptolemaios I trængte flere gange ind på kong Seleukos syriske område. Sidstnævnte var i øvrigt Nordens konge. Disse fejder består af et meget detaljeret historisk kildemateriale, men det vil være for omfattende at beskrive denne historie. Derimod beskrives disse kongers identitet op igennem tiden.

 

Efter at de indbyrdes græske generalers krig var ebbet ud, og det næste verdensrige havde vundet militært, overtog Rom mere og mere rollen som Nordens konge. (Daniels Bog 11:20) Udsendelsen af den omtalte skatteopkræver fandt sted i år 2 f.v.t. Den kristne historiker Lukas beretter følgende om denne begivenhed. (Lukasevangeliet 2:1-7) Den romerske senator P. Sulpicius Kvirinius var romersk landshøvding i Syrien to gange, første gang omkring Herodes den Stores død, han som havde opbygget templet i Jerusalem. Denne embedsperiode strakte sig fra 750 til 753 efter Roms grundlæggelse, eller fra år 4 til år 1 f.v.t. Folketællingen havde ikke kun indskrivningsmæssig betydning, men den skulle også danne grundlag for udskrivning til militærtjeneste.

 

I Daniels Bog 11:25, 26 er kejser Aurelian blevet Nordens konge og dronning Septimia Zenobia af Palmyra (den østlige del af Romerriget) og hendes søn blev identificeret som Sydens konge. Det var altså et indre romersk opgør.

 

Her på endens tid har kold og varm krig mellem Nordens og Sydens konger truet den menneskeskabte civilisation med fuldstændig tilintetgørelse. Disse to konger har drevet deres bedrageriske diplomati og ført deres krige det ene sted efter det andet. De har absolut ikke taget hensyn til, hvad der tjente hele menneskehedens interesser bedst, men også uden at agte Guds rige, hele jordens retmæssige regering. I Daniel 11:27 sidder disse konger til bords og lyver sammen. Disse konger er henholdsvis fra England i rollen som Sydens konge og Det Tyske Rige, som var blevet genoprettet den 1. januar 1871 i rollen som datidens Nordens konge. Det Tyske Riges interesser var begyndt at kollidere med England, og den senere Sydens konge, den angloamerikanske dobbeltverdensmagt, vor tids Sydens konges interesser. Især var den germanske Nordens konge den mægtigste og den mest glødende forkæmper for den tidligere 6. verdensmagt, den romerske. Da den tyske rigsdag åbnede i oktober 1871 gav kejser Wilhelm I udtryk for den overbevisning, at ,,Det Nye Tyske Rige ville blive et pålideligt fredens skjold”. Viste dette sig at være sandt - eller var det løgn?

 

Med tanke på Nordens konge sagde engelen til Daniel: ,,Da han er på hjemvejen til sit land med store forråd, oplægger hans hjerte råd mod den hellige pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit land.” Daniels Bog 11:28 (Aut. oversættelse af 1931). Kejser Wilhelm II vendte tilbage til det fortidige Nordens konges land eller jordiske tilstand ved at opbygge en enevældig imperialistisk styreform med det formål at udvide Det Tyske Rige og gøre dets indflydelse gældende til alle sider. På denne måde vandt det imperialistiske Tyskland store ,,rigdomme”. Wilhelm gjorde Tyskland til en hovedpartner i den såkaldte triple-alliance eller Dreibund, der bestod af landene Østrig-Ungarn, Italien og Tyskland, en alliance der i øvrigt nød pavens gunst. Denne alliance var vendt mod Sydens konges triple-entente, bestående af det protestantiske England, det republikanske Frankrig og det russisk-ortodokse zaristiske Rusland. Italien var også medlem af Dreibund, men erklærede sig neutral og gik senere over på Sydens konges side. Tyrkiet og Bulgarien stillede sig på Tysklands side i det opgør. Derefter gjorde England Ægypten til sit protektorat for at hindre kejserens og Tyrkiets tropper i Palæstina i at afskære Suezkanalen og trænge ind i Ægypten, som i fortiden var Sydens konges land. Efter at England nu havde magten i Ægypten, repræsenterede Sydens konge det system, der kendetegnes ved det liberale demokrati eller den konstitutionelle styreform, i forening med det frie, kapitalistiske system, som vi kender den dag i dag.

 

I Daniels Bog 11:30 nævnes Kittim. Disse skibe fra Kittim var ikke fra det bogstavelige Cypern selv om Storbritannien havde annekteret øen Cypern, det fordums Kittim. Ifølge den jødiske historiker Josefus dækkede navnet Kittim ikke blot Cypern men også Italiens kyster. Det var meget interessevækkende, at netop Italien i 1915 sluttede sig til det krigsførende England, der havde tilsluttet sig Londontraktaten, og satte således hele sin egen romerske flåde ind side om side med Sydens konges. Men skibene fra Kittim var først og fremmest den store britiske flåde. Forholdet blev imidlertid forværret, da den amerikanske præsident Wilson i 1917 erklærede Tyskland krig. Sydens konge, den angloamerikanske dobbeltverdensmagt, var hermed i krig med Nordens konge.

 

Hvorledes kom Nordens konge til at rase mod den hellige pagt? Det skete, da østrigeren Adolf Hitler kom til magten godt hjulpet af den katolske Franz von Papen, der senere blev vicekansler i en kort periode under Hitlers regime. Hitler ville genoprette Det Hellige Romerske Rige. Det siges i slutningen af Daniels Bog 11:30: ,,… Før han vender tilbage, mærker han sig dem, der har svigtet den hellige pagt”. Hvem er det? Det er kristenhedens gejstlige, der ikke ønsker at være Jesu Kristi disciple. De har derimod bl.a. indgået ,,kærlighedsaftaler” med Hitler og hans allierede. På begge sider af fronten har kristenheden støttet militære løsninger. Sande kristne kan ikke befatte sig med krigsførelse, da de ikke ønsker at gøre ondt mod deres næste. Krigsførelse må derfor overlades til ikke-troende mennesker. Kristenheden har ønsket venskab med denne verdens fyrster og dermed forstødt Guds rige. (Jakobs Brev 4:4) Det er velkendt, at den døbte katolik Hitlers aksepartner, var Italiens Il Duce, Mussolini, der i 1929 undertegnede et konkordat med pave Pius XI, ifølge hvilket Vatikanstaten opnåede status som selvstændig stat.

 

Den 20. juli 1933 blev der underskrevet et konkordat mellem Hitler og Vatikanstaten, hvor Franz von Papen var hovedformidleren. Et citat lyder: ,,I begyndelsen af 1933 blev den følgende officielle erklæring fremsat af Rådet for Katolsk Aktion i Tyskland, som på det tidspunkt blev ledet af (Franz) von Papen: ,,Vi tyske katolikker vil af hele vor sjæl og med vor fulde overbevisning støtte Adolf Hitler og hans regering. Vi er betaget af hans kærlighed til fædrelandet, hans styrke og hans statsmandskunst … Tyske katolikker … må tage aktiv del i Det tredje Rige”. Et særligt kommuniké oplyste: ,,Kardinal og statssekretær Pacelli (den senere Pave Pius XII) skænkede i dag vicekansler von Papen Piusordenens storkors… Vicekansler von Papen overrakte kardinalen en madonna af hvid meissnerporcelæn som gave fra rigsregeringen… alle gaver bar påskriften: ,,Til minde om Rigskonkordatet 1933”. – Citaterne er hentet fra bogen ,,Franz von Papen – His life and Times” af H. W. Blood-Ryan.

 

I Daniels Bog 11:40 skildres et sammenstød imellem Nordens og Sydens konger. Er disse konger stødt sammen i disse tidsperioder? Ja, bestemt. Den restriktive fredstraktat var bestemt et ,,stød” og noget, der vakte ønske om hævn. Efter sejren i 2. verdenskrig rettede Sydens konge et frygtindgydende atomvåben mod sin rival og dannede en magtfuld militæralliance mod ham, nemlig Nato. Nordens konge har desuden ,,overskyllet” landene under 2. verdenskrig. Sovjetunionen har endvidere ført en voldsom ekspansionspolitik i Afrika, Asien og Latinamerika.

 

I 1945 kunne det kommunistiske Sovjetunionen og de allierede dele sejren over den nazistiske og fascistiske fjende. I henhold til Jaltaoverenskomsten overtog Sovjetunionen Østtyskland. Det bliver herefter den kommunistiske blok, der overtager rollen som Nordens konge. Men også denne konge er gået sin undergang i møde, nøjagtig som Bibelen har forudsagt.

 

Vilddyret er alle verdens politiske systemer. Vilddyrets billede er det redskab, som verdens politiske regeringer har stillet op til at sikre fred og sikkerhed (Folkeforbundet og FN). Den vederstyggelighed som omtales i Daniels Bog 12:11, 12, er Folkeforbundet. Kristenheden støttede denne menneskeskabte foranstaltning og foretrak den frem for forkyndelsen af Guds rige. Kun Guds rige kan give virkelig sand fred og sikkerhed, det kan menneskeskabte organisationer ikke, det har historien tydeligvis lært os. Der er mange vidnesbyrd på at Bibelen taler sandt og er Guds ord til menneskeheden. Den siger selv, at den er inspireret af Gud. (Andet Timoteusbrev 3:16) Hvilke interesser skulle mennesker for øvrigt have i at beskrive nogle fremtidige begivenheder, som de aldrig selv fik indflydelse på? Større anseelse iblandt mennesker ved at kunne føre folk bag lyset tror vel ingen for alvor på, at man var i stand til på det tidspunkt. Måske kunne det ligefrem have vakt vrede hos nogle af deres samtidige, idet de kunne føle, at deres efterkommere kunne være truet af begivenhederne.

 

Profetien om Guds folk er også meget interessant. Både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er der en profeti, der peger frem til Guds folk i dag (se Esajas’ Bog 43:10-12 og Apostlenes Gerninger 15:14). Begge steder taler Gud om, at han har udvalgt sit folk. I sidstnævnte skriftsted taler Guds ord om, at Gud drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk for sit navn. Det er meget godt i tråd med Paulus’ Brev til Efeserne 4:5, 6, hvor der står ,,én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle” aut. bibeloversættelse af 1931. Netop én Gud, og ikke tre guder. Derfor er valget let. Guds ord er til at regne med.

 

Kapitel 3. Åndelige tanker

 

Søren Kierkegaard, der er eksponenten i eksistensteologien, beskæftiger sig med et meget relevant spørgsmål omkring kristenhedens rolle i forhold til sand kristendom. Når Søren Kierkegaard bruger ordet kristenhed kontra kristendom, er det ud fra den betragtning, at man giver sig ud for noget, som man i virkeligheden slet ikke er. Eksistensen af hele denne masse af falske kristne drager han utvivlsomt ud fra en logisk slutning af Jesu ord i Matthæusevangeliet 7:13, 14, der nævner en snæver port og en trang vej, der fører til livet, og det er kun få, der finder den. Set ud fra en objektiv synsvinkel kan man kun være enig i den tanke, som Søren Kierkegaard fremfører. En folkelig kristendom er en umulighed set ud fra Jesu ord. Troen er heller ikke alles. (Andet Thessalonikerbrev 3:2) At producere ,,kristne” mennesker på ,,samlebånd” er en utiltalende facon. Søren Kierkegaard skriver: ,,Og det er meget let gjort, lader sig gjøre som Ingenting; skaf os fat i Børnene, saa gives hvert Barn en Sjat Vand over Hovedet, - saa er han Christen; …” (Øieblikket Nr. 4). Det er som at indfange forsvarsløse sjæle i et økonomisk religiøst magtimperium. Det er heller ikke en statsopgave at involvere sig i åndelige gøremål, idet et engagement af den art er en personlig sag. Kristenheden har været et skøgevæsen, i og med den har ønsket at være en del af denne onde verdens politiske systemer. Jesus sagde udtrykkelig, at man ikke skulle være en del af verden. (Johannes 17:16) Dermed har den plejet åndelig utugt med jordens ,,konger”, som beskrives i Johannes’ Åbenbaring kapitel 18.

 

Hvad sker der, hvis mennesker vil følge den brede vej, som Jesus advarede imod? Døden i den situation vil føre til intethed, altså ikke-eksistens. Et menneske eksisterer kun i kraft af Guds ånd. De, som er døde op igennem tiden, har allerede betalt syndens pris med døden. Derfor kan de i praksis være bedre stillet end de levende i kraft af opstandelseshåbet. Apostlen Paulus peger i Apostlenes Gerninger 24:15 på dette håb: ,, … og har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige”. Det er her Jesu Kristi genløsningsoffer om udfrielse fra sydom og død i praksis udmøntes i de kommende verdensforhold for menneskeheden. Jesus var den eneste fuldkomne person, der kunne opveje Adams synd ved at vise sig loyal over for sin Skaber. En forkastelse af skabelsesberetningen er en forkastelse af selveste Guds søn. Derfor er der sammenhæng i Guds ord, fjerner man nogle ting, falder helheden fra hinanden.

 

Er den officielle kristendom identisk med urkristendommen? Dette spørgsmål er interessant, netop fordi kristendommen er grundfæstet gennem Guds ord. Derfor kan kristendommen ikke tilpasses efter den tid, som man lever på, idet den kristne substans er uforanderlig på samme måde, som Gud er uforanderlig. Kun når Skaberen selv ønsker at foretage ændringer er sagen anderledes. Den officielle kristendom har virkelig fjernet sig fra det oprindelige, kristne ståsted, hvilket aldrig har været hensigten. Det er gået kristenheden på samme måde som med jødedommen, den er blevet uantagelig over for Gud. Historien har gentaget sig. Gud undsiger den falske religion. (Johannes’ Åbenbaring 18:4) Kristenheden og anden falsk religion er sammenlignet med det gamle Babylon, hvorfra netop disse ting udgik. Det oplever Johannes i det syn, som han fik og senere nedskrev som en profeti i Bibelens sidste bog.

 

Eksistens eller ikke-eksistens

 

For mig at se, er det kun kristendommen, der giver en plausibel fremstilling af menneskelig lykke i form af evighedsbegrebet. Da intet er umuligt for Skaberen, vil han kunne, når jorden er opfyldt med loyale mennesker enten ophæve forplantningsevnen, den ægteskabelige ordning eller lade den fortsætte under andre former. Det er alt sammen ting, hvor vi må afvente lysets komme, når det engang viser sig i fremtiden. Én ting er givet, at vi må leve med ånd og for ånd, det er en betingelse for evigt liv. Evigt liv er et liv uden aldersgrænser, det er det, som selve evighedsbegrebet indeholder. Det er endvidere nedlagt i menneskers hjerter. (Prædikerens Bog 3:11) Mennesket er virkelig et enestående skaberværk. En kendt arvelighedsforsker, professor Maciej Giertych, har givet udtryk for følgende: ,,Vi er blevet opmærksomme på omfattende informationer der ligger i generne. Videnskaben kan ikke forklare hvordan disse informationer kan opstå spontant. Deres tilstedeværelse kræver en intelligens; de kan ikke være dukket op ved et tilfælde. Der opstår ikke ord blot ved, at man blander nogle bogstaver”. Endvidere tilføjer han: ,,Den meget komplicerede DNA-, RNA- og proteinreplikationsproces i cellen må for eksempel have været perfekt lige fra begyndelsen. Den eneste logiske forklaring er at denne umådelige informationsmængde stammer fra en intelligens.” Der er altså mange ting, som forskerne endnu ikke ved. Der er forskere, der mener at evigt liv er muligt under de rette livsbetingelser.

 

Det modsatte af evigt liv er naturligvis evig død eller fortabelse fra de goder, som er stillet i udsigt for menneskeheden. Nogle bibeloversættelser benytter ordet ,,helvede”. I den autoriserede bibeloversættelse står der i Matthæus 25:46 ,,evig straf” og ikke ,,evig afskærelse”, men sidstnævnte er en mere korrekt oversættelse, idet den harmonerer med Skaberens hensigter. Kan man eksempelvis forestille sig, at en kærlig Gud havde sadistiske eller udvidede hævngerrige hensigter med de af hans skabninger, der viste ulydighed? Absolut ikke, og hvilken gavn skulle det i øvrigt have, hvis disse modstandere af Guds styreform alligevel ender i ikke-eksistens. ,,Tugten” i form evige pinsler i sådanne situationer er formålsløs, idet den ikke er brugbar til en ransagelse af hjertet, da der ikke finder en opstandelse sted efter den anden død, som Bibelen taler om. (Johannes’ Åbenbaring 2:11; 20:14) Endvidere kan den anden død indbefatte de personer, der har fået en opstandelse, men ikke har ønsket at efterkomme de gudgivne rammer. Grove førstegangsforseelser, som ender i ikke-eksistens kan eksempelvis være dem, der nævnes i Matthæusevangeliet 12:32, de vil også have den samme virkning, som den anden død. Hertil kommer overhørelse af bibelske advarsler, som også kan ende i ikke-eksistens eksempelvis i domsperioder. Der, hvor der i Bibelen er tale om en ,,evig pine”, er det i symbolsk betydning evig udslettelse. Når døden indtræffer, er man uden bevidsthed. (Prædikerens Bog 9:5, 10) Derfor er spiritisme dæmonernes værk.

 

Helvedeslæren er ikke helt forladt af nutidens bibeloversættere, eksempelvis har den autoriserede danske bibeloversættelse af 1992 stadig en beskrivelse af ,,helvede” (Se ordforklaringen under ,,helvede”). Der står, at det er et pine- og straffested, men adskiller sig fra dødsriget. Der er imidlertid ingen belæg for at nævne ,,helvede”, idet det ikke findes i grundskrifterne til De Kristne Græske Skrifter. 

 

I Johannes’ Åbenbaring kapitel 20:9, 10 beskrives en ild- og svovlsø. Dette er naturligvis ikke et bogstaveligt pinested. Hvis Gud skulle holde pinsler i hævd i al evighed måtte det være ensbetydende med, at Gud måtte holde Satan og andre ulydige skabninger i live. Ikke-eksistensen, hvor der hverken er tanke eller virksomhed, er ikke tiltalende for nogen, der elsker livet. ,,Helvedesbegrebet” har været kirkernes mærkesag i århundreder. Det korrekte ord er Gehen’na (græsk form af det hebraiske gé hinnom' ,,Hinnoms Dal”). Dette navn forekommer 12 gange i Bibelen. Mange bibeloversættelser har taget sig den frihed at gengive ordet med ,,helvede”, mens nogle oversættelser har valgt Gehen’na. Ild- og svovlsøen er et symbol på evig udslettelse og ikke evig pine. Jesus beskrev Gehen’na, som et sted ,,hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes”, her havde han uden tvivl Esajas' Bog 66:24 i tanke. (Markus 9:48) At det ikke drejer sig om et billede på pine, men på fuldstændig tilintetgørelse, fremgår af den omstændighed, at skriftstedet i Esajas’ Bog taler om mennesker, ,,der brød med mig”, altså var imod Gud. Hvis Hinnoms Dal, sådan som forhåndenværende vidnesbyrd giver grund til at tro, var et sted, hvor man henkastede affald og døde kroppe, har der muligvis været tilsat svovl for at øge forbrændingen (jf. Esajas’ Bog 30:33). Svovl har åbenbart været det eneste egnede middel, hvormed man kunne destruere affaldet fuldstændigt. Der, hvor ilden ikke nåede hen, kunne orme eller maddiker fortære alt hvad, der ikke blev fortæret af ilden. Set i lyset af det betyder Jesu ord, at Guds ugunstige doms ødelæggelse og virkning ikke vil høre op før den fuldstændige tilintetgørelse er nået. Inden de sidste rester er fortæret, er ikke-eksistens af sjælen for længst indtruffet, derfor er der ingen pine forbundet med indtrædelse i døden under nogen form overhovedet.

 

Omtalen af ild og svovl leder desuden tanken hen på fortidens Sodoma og Gomorra, som blev udslettet af Gud på grund af indbyggernes store ondskab. Der var ingen havesyge, sexbegærlige eller seksuelt afvigende personer, der undgik Guds straf. Her var det Gud selv, som tog bestemmelsen, og det vækker til nogen eftertanke. Gud har stadig den samme mening og er ufejlbarlig. I denne situation er der intet, der tilnærmelsesvis tyder på, at han skulle have ændret mening. Byerne var fyldt med utugtige mennesker, der ikke ville ændre sind. Man kan ikke udelukke, at de to byer ligger på bunden af det sted, hvor Det Døde Hav nu ligger. Efter Jesu Kristi sejr vil Satans styre være forbi. Profetien i Første Mosebog 3:15 vil til den tid have nået sit klimaks. Ifølge de første tre vers af Johannes’ Åbenbaring kapitel 20 vil Satan blive kastet i afgrunden. Han skal først løses fra sit ,,fængsel”, når mennesket er blevet ført frem til fuldkommenhed i løbet af de tusind år, men kun for en kort tid. (Johannes’ Åbenbaring 20:7) Her skal mennesket endnu engang vise sin loyalitet, som en fuldkommen skabning. Derefter vil Satan og hans dæmonengle blive tilintetgjort for stedse. Der foreligger til den tid en situation med præcedens for eventuelle fremtidige modstandere af Guds styreform, som vil gøre oprør. De vil herefter blive tilintetgjort ved første oprørstegn.

 

De øvrige kapitler er:

 

Kapitel 4     Søren Kierkegaard - en oprører mod præsteskabet

 

Kapitel 5     Søren Kierkegaards manglende indsigt i Skriften

 

Kapitel 6     K.E. Løgstrup gør op med Søren Kierkegaard

 

Kapitel 7     Treenighedsdogmet

 

Kapitel 8     Æstetikkens velvære kontra det uæstetiske i kunsten

 

Kapitel 9     Kristen etik set ud fra den synsvinkel, der både gavner andre og en selv

 

Kapitel 10   Den religiøse essens og endemålet med den

 

Spidsfindigheder og eftertanker