Vendsyssel

Mine barndomsminder jeg erindrer fra det nordjyske landskab

- du milde vind med sollysets varme der kysser mit ansigt.

Men også det oprørske Vesterhavs brusen langs strandkanten

- dets styrke indgyder dyb fascination, men også frygt og bæven.

Så smukt det var at vandre blandt marehalm og sandklitter.

Fiskerbåde trækkes på land og lyngen blomstrer atter år efter år.

Du var så smuk, men det der var er ikke mere - kun duften er tilbage.


Min moders barndomshjem jeg elskede med dets hyggelige facade.

Denne hjørneejendom med ferniserede gulve på trappeopgangen.

I kælderen havde købmanden til huse - kun kort fra jernbanebommen.

Gårdspladsen havde brændeskure med store grønne porte.

Så hyggelig at byen fremtrådte i mine drengeår - jeg glemmer dig ikke.

Somrene var så vidunderlige - på gaden jeg traskede dag efter dag.

Det som var engang, er ikke længere således.


Til havet jeg cyklede - jeg elskede den lange snoede landevej.

Langs vej og mark bugtede privatbanens skinner sig fra by til by.

Jeg indåndede duften fra grøftekantens mælkebøtter, mens køerne brølede.

Dyrene græssede langs vejen og kornet stod i vinden og blev modent.

Vendsyssel dine dage var mig kære - kun minderne har jeg tilbage.

Jeg er ikke længere hos dig - mine aner er ikke mere på livets vej.

I mine minder jeg aldrig forlader dig - du som var, men ikke er mere.


Finn Sørensen (2000)